Badminton

- Jeg er maksimalt frustreret. Jeg er simpelthen så arrig lige nu

Den danske mixdouble forlader All England efter blot en enkelt kamp.

Den danske mixdouble med Alexandra Bøje og Mathias Christiansen var på forhånd underdogs, men de var slet ikke uden chance i deres førsterundekampe ved All England.

Mod den thailandske mixdouble med Deschapol og Sapsiree var danskerne faktisk så godt kørende, at de spillede sig frem til en sætbold i andet sæt.

Thailænderne forsvarede sig dog, og Bøje og Christiansen greb ikke chancen fuldt ud, og derfor var de to danskere også dybt frustrerede efter nederlaget.

- Jeg er maksimalt frustreret. Jeg er simpelthen så arrig lige nu – mest af alt på mig selv. Der er så fine muligheder for at lukke det andet sæt. Det pisser mig af lige nu. Jeg synes, vi havde nogenlunde momentum, og det irriterer mig så meget, at vi ikke får lukket det ned.

- Jeg ved ikke, om vi brænder nogle oplagte, men vi har alle muligheder på vores sætbold. Det er lidt den, der fylder mest hos mig lige nu. Jeg kan ikke rigtig få andet ud lige nu, siger Christiansen til TV 2 SPORT.

Kan tage meget med fra kampen

Han bliver bakket op af sin makker, Alexandra Bøje:

- Jeg tror, jeg har meget samme følelse. Vi er lige kommet ud, og det er lige sket, så tankerne kører rimelig meget oppe i hovedet, og de går på, at vi ikke lukkede det andet sæt.

Bøje kan dog i det frustrerende øjeblik også godt finde positive aspekter at tage med videre til de kommende turneringer.

- Vi kan godt tage noget med fra kampen. Vi blev presset i bund i første sæt, og så spillede vi et rigtig godt andet sæt. Der er rigtig mange gode ting, vi kan tage med fra den her kamp til de næste fire uger, vi skal spille.

- Vi skal se det mere som en proces, og så er vi selvfølgelig megaærgerlige lige nu. På sigt synes jeg, at det var en god kamp, som vi helt sikkert kan tage med videre.

Den danske mixdouble var de første to ud af seks danskere, der skal i aktion ved All England onsdag. Få hele overblikket her.