Badminton

Ekspert chokeret over Axelsens modstander

Danskeren blev torsdag ekspederet ud af All England af Ng Tze Yong. TV 2 SPORTs ekspert var efter kampen imponeret af den unge spiller.

Stik mod alle forventninger måtte Viktor Axelsen rejse skuffet hjem efter anden runde af All England.

Upåagtede Ng Tze Yong viste sig stærkest på dagen, og han kunne ganske fortjent sikre sig videre avancement.

I studiet efter kampen var TV 2 SPORTs badmintonekspert Jan Ø. Jørgensen også imponeret over den 22-årige modstander.

- Jeg synes, at han (Ng Tze Yong, red.) spiller en verdensklassekamp. Enorm moden præstation i så tidlig en alder, siger han og fortsætter:

- Jeg er chokeret over, at han kunne finde det niveau frem. Det havde jeg slet ikke regnet med.

Kampen blev afgjort i tredje sæt, hvor Ng Tze Yong førte ad flere omgange.

Selvom Axelsen mønstrede et flot comeback til slut, var det ikke nok. Ng Tze Yong holdt hovedet koldt fra start til slut, og han kunne derfor lade sig hylde som vinder.

Netop det at Axelsens modstander kunne stå distancen, kommer også bag på eksperten.

- Der er mange perioder, hvor han bare bliver ”pushet” rundt, fordi Viktor har nemmere ved at spille den bageste del af banen. Men alligevel står han imod, siger Jan Ø. Jørgensen.

Viktor Axelsen 1 - 2 Ng Tze Yong

  • 1. sæt: 15-21
  • 2. sæt: 21-9
  • 3. sæt: 21-23

- Han ofrer så meget

Viktor Axelsen var forud for kampen storfavorit, og hovedpersonen selv var også tydeligt berørt mod slutningen af sit interview med TV 2 SPORT.

Danskerens tidlige exit nager også TV 2 SPORTs ekspert.

- Jeg synes, det er virkelig ærgerligt. Han ofrer så meget og har gjort al i sin forberedelse for at stå her i dag. Og nogle gange, når det ikke lykkes, er det hårdt.

- Men det er en "god ting", at vi kan sidde her og være ærgerlige over, at han lige har tabt i en pragtkamp, siger Jan Ø. Jørgensen.

Med Viktor Axelsens nederlag er Danmark nu kun repræsenteret ved All England af Anders Antonsen, der formåede at slå Lakshya Sen.