Badminton

Antonsen slukkede drømmen for en hel befolkning – i et af de største lande

Det er nu 29 år siden, at Indonesien har vundet All England i herresingle-kategorien.

Se Anders Antonsens All England-semifinale på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY lørdag cirka klokken 22.

- Når du siger badminton, siger du Indonesien.

Sådan udtalte chefen for Indonesiens olympiske komité, Raja Oktohari, sig til The New York Times tilbage i august 2020.

Artiklen var en rejsereportage, der satte det enorme lands kærlighed til fjerbolden meget godt på spidsen.

Indonesien, et land med næsten 300 millioner indbyggere, hvilket gør det til verdens fjerdestørste land målt på indbyggere, har otte OL-guldmedaljer. Og de er alle sammen vundet i badminton.

Badminton er nationalsporten, og landets største legender igennem tiderne er skabt i netop den sportsgren. Sporten er en del af den nationale identitet, og derfor gør den nuværende krise ondt på dem.

"Alle deres helte er skabt på All England"

Indonesien har ikke vundet All England i herresingle-kategorien i nu 29 år, og det er bestemt ikke sjovt.

Det er TV 2 SPORTs badmintonekspert Jim Laugesen ikke et spor i tvivl om.

- All England var det uofficielle VM i mange år, inden VM blev en ting i 1977, så mange af Indonesiens største legender er kommet på baggrund af resultater ved All England.

- Så i Indonesien, et land med næsten 300 millioner indbyggere, er det en del af bevidstheden, at det er ved All England, man skal slå til. Det er der, man skriver sig i historiebøgerne. Der er der, deres helte er blevet skabt. Så det er ikke godt for sådan et land, at de ikke har vundet herresingle-kategorien i snart 30 år.

Den mest vindende herresingle-spiller i All Englands i historien kommer netop fra Indonesien.

Rudy Hartono vandt turneringen otte gange, og han nåede at spille sig i finalen hele ti gange. Den seneste sejr kom i 1994, hvor Hariyanto Arbi vandt for andet år i streg.

De har altså ventet i rigtig lang tid. Også i alt for lang tid taget landets status i betragtning.

- Vi skal huske på, at Indonesiens status i badminton kan sammenlignes med Brasiliens status i fodbold. Her accepterer man jo ikke bare, at brasserne ryger ud i kvartfinalen ved et VM.

- Så det gør ondt på den indonesiske befolkning, for da Axelsen røg ud, havde de godt set, at Ginting kunne gå hele vejen. Og at han kunne få stoppet den her krise.

Ginting har ikke svaret på den lange krise

Anthony Ginting, verdens nummer tre, var derfor et godt bud på at gøre op med den kedelige stime. Især efter Viktor Axelsens tidlige exit.

Ginting har nemlig haft umådeligt svært mod Axelsen, der har vundet de seneste ni indbyres opgør. Og ved All England i fjor endte det i en regulær afklapsning, da Axelsen vandt med cifrene 21-4, 21-9 i kvartfinalen.

Selv havde Ginting – selvsagt – håbet på at vinde i år, men han har ikke svaret på, hvorfor det nu er 29 år siden, de har vundet All England i herresingle-kategorien.

- Jeg ved ikke, hvorfor der er gået så længe, siger han til TV 2 SPORT og uddyber:

- Jeg kender ikke grunden til det, men jeg bliver tit spurgt til sådan nogle ting. Herresinglespillere arbejder meget hårdt – ikke bare for All England. Jeg vil gerne vinde alle turneringer.

- Det er ikke nemt, for der er mange svære modstandere. Jeg er glad for min indsats, og forhåbentlig kan jeg gøre det bedre her til næste år.

Føles det som et pres på dine skuldre, at badminton er så stort i Indonesien?

- Nej. Jeg har vænnet mig til det. Det påvirkede mig mere, da jeg var ung. Jeg prøver at fokusere på mig selv og at forberede mig bedst muligt. Jeg tænker bare, at folk i Indonesien støtter alle badmintonspillere i landet.

Er godt med i double-rækkerne

De har dog slet ikke glemt, hvordan man spiller badminton i Indonesien.

Landet, der har mere end 800 badmintonklubber, er stadig flot repræsenteret ved dette års All England.

Med to herredoubler og en enkelt mixdouble i semifinalerne er der rig mulighed for succes, men det altså bare ikke lige så stort, når det ikke er i kongekategorien. Som bredt accepteret er herresinglerne.

Du kan se alle semifinalerne ved All England på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 11.