Badminton

Antonsens bevidste sats bar frugt

En dårlig stime skulle stoppes, og her havde Anders Antonsen heldet med sig.

Tavlen i Arena Birmingham lyste 17-15 til Anders Antonsen i tredje og afgørende sæt.

Anthony Ginting sendte serven af sted, og herefter viste danske Antonsen stort mod. Til stor begejstring for TV 2 SPORTs kommentatorpar Dennis Bostrup og Jim Laugesen.

- Dennis Bostrup: "Øj, den ruller på nettet."

- Jim Laugesen: "Åh, åh, åh, et sats."

- Dennis Bostrup: "Ja, for det ér et sats."

- Jim Laugesen: "Ja, det er et sats."

- Dennis Bostrup: "Det er ligesom at smashe efter linjen."

- Jim Laugesen: "Men man skal søge heldet, ikke?"

Ginting kunne ikke kontrollere servereturneringen fra Antonsen og sendte bolden ud over sidelinjen.

For Antonsens vedkommende var det helt bevidst, at der skulle ske noget i det point. Hans 16-9-føring i All England-kvartfinalens afgørende sæt var skrumpet til en 17-15-føring.

- Det virkede for mig lige efter 11, hvor jeg fik et point på spin dér. Det er et slag, jeg synes, at jeg kan sætte ret godt, siger Anders Antonsen til TV 2 SPORT.

- Jeg tror, at det er nogle af de rul, jeg får lavet på nettet, som han ikke kan løfte væk eller slår ud over sidelinjen, der giver mig nogle af de sidste point.

Pointet påvirkede Ginting

Også for Ginting havde pointet stor betydning.

- Et point kan påvirke alt på banen, især mentalt, siger Anthony Ginting til TV 2 SPORT.

Antonsen snuppede også det efterfølgende point til 19-15, inden spillerne skiftedes til at få point, indtil Antonsen ramte 21. Ginting, verdensranglistens nummer tre, sluttede på 17 point.

I semifinalen lørdag skal Anders Antonsen møde kinesiske Li Shi Feng, der er nummer 14 i verden. Antonsen selv er nummer 18 på verdensranglisten.

Se Antonsens semifinale på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY. Det er kamp fem efter klokken 18.00.