Antonsen slår verdens nummer tre – klar til semifinale ved All England
25-årige Anders Antonsen viste sig fra sin bedste side fredag aften i Birmingham.
Anders Antonsen er klar til All England-semifinalen.
Det står klart efter en dramatisk kvartfinale fredag aften, hvor en velspillende Antonsen vandt i tre sæt over verdens nummer tre, indonesiske Anthony Ginting.
Antonsen er den eneste dansker, der er tilbage i turneringen, efter 16 med dansk pas stillede op til turneringsstart i tirsdags.
Anders Antonsen 2-1 Anthony Ginting
- 1. sæt: 21-14
- 2. sæt: 9-21
- 3. sæt: 21-17
Anders Antonsen valgte at starte på modvindssiden, og det er siden, man helst vil have.
Derfor var valget også lidt overraskende, fordi Antonsen i tilfælde af tre sæt ville slutte kampen på medvinssiden - altså ”den dårlige side”.
Antonsen gjorde det nok for at komme godt fra start, og tillægsordet godt er slet ikke dækkende for Antonsens indledning på opgøret.
Den var mildest talt fremragende fra Antonsen, der hurtigt førte 3-0, som kort efter var vekslet til 8-3. Ginting var febrilsk, de indonesiske fans stille.
Danskeren spillede fantastisk, og ved 10-3 havde han praktisk talt ikke lavet en fejl. For de point, Ginting havde skrabet sammen, havde han gjort sig ganske fortjent til.
Ved opholdet førte Antonsen 11-3, så det var ikke mange motiverende ord, træner Joachim Persson kunne give sin spiller i dette moment.
En peptalk i retningen af: ”Du gør alt rigtigt”, er et ydmygt bud herfra.
Ginting begyndte at få lidt flere point på tavlen, men han havde et problem. Antonsen fortsatte også med at lave point, og ved 14-6 var første sæt godt på vej mod at ende med en dansk vinder.
Den indonesiske stjerne begyndte måske at få lidt dårlige flashbacks, for sidste år forlod han All England efter et nederlag til Viktor Axelsen, hvor han blev kørt rundt i manegen.
Noget lignede udspillede sig denne fredag, hvor en nærmest fejlfri Antonsen sikrede sig første sæt med cifrene 21-14, efter Ginting havde fået liiiiiidt bedre fat i sidste tredjedel af første sæt.
En tur på medvindssiden
”Let’s go, Anders, let’s go.”
“Let’s go, Anders, let’s go.”
Der var rigtig stor opbakning til danskeren i starten af andet sæt, hvor der havde indfundet sig en del danske badmintonfans bag Antonsen.
Man kan jo så undre sig over, at slagsange foregik på engelsk, men måske den danske enklave havde store drømme om at få alle de neutrale fans med på vognen.
Og det må man jo bare hylde.
Nede på banen havde Ginting fået bedre fat i kampen. Naturligvis, han befandt sig på "den gode side".
Men det var slet ikke lige så overbevisende, som da Antonsen havde modvindssiden. Efter ti dueller førte indoneseren 6-4.
Antonsen kæmpede med medvinden, Ginting det modsatte, og ved opholdet var han stukket lidt af. 11-5 i indonesisk favør.
Antonsen kløede på, men han fik aldrig rigtig kontakt i andet sæt, som Ginting vandt med 21-9.
"Det stååååååår med brede bøge"
De danske tilhængere indså, hvad der manglede. Dansk opbakning til en dansker i knæ.
En lille gruppe, måske fem-ti tilskuere, begyndte lidt akavet at give den danske nationalsang et forsøg, men den vandt ikke helt indpas i Utilita Arena Birmingham.
Derfor stoppede 'Der er et yndigt land' hurtigt med at lyde. Desværre.
Men opbakning skal altid respekteres og hyldes, og måske havde de danske gloser alligevel ramt Antonsen nede på det grønne guld.
På den gode side af banen bragte Antonsen sig foran med 3-1.
Det er dog ikke opbakning, der afgør en All England-kvartfinale. Det er kvaliteten nede på banen. Niveauet, både fysisk og mentalt.
Og heldigvis virkede begge parter til at toppræstere på alle parametre. Der var verdensklasse herresingle-badminton denne fredag aften.
Halvvejs inde i tredje og afgørende sæt førte Antonsen 10-6, og neglene var så smidt bidt ned rundt omkring på tilskuerrækkerne. Et nervepirrende drama udspillede sig.
Antonsen bragte sig foran med syv point ved stillingen 16-9. Men så begyndte nervøsiteten at spille ind...
Ginting hentede ind på sin danske modstander og spillede sig på 15-17.
Antonsen genfandt melodien og gav sig selv tre matchbolde. Den første blev misbrugt. Det gjorde nummer to ikke, og Antonsen kunne løb ud og omfavne sit team.
Danmark kan drømme videre. Antonsen er i All England-semifinalen, hvor han møder kinesiske Li Shi Feng, der er nummer 14 i verden.