- Jeg var tæt på at blackoute, siger lettet Antonsen

Anders Antonsen er klar til All England-semifinalen efter en sejr over verdens nummer tre, Anthony Ginting.

Anders Antonsen er i den grad tilbage til sit absolutte topniveau.

Den 25-årige dansker vandt fredag aften over indonesiske Anthony Ginting i All England-semifinalen.

Og det var en tæt på lykkelig dansker, der talte med TV 2 SPORT umiddelbart efter sejren.

- Jeg er så lettet, for jeg var godt nok ved at blackoute mod slutningen af kampen. Det var virkelig nervepirrende til sidst, og han var tæt på at stjæle den fra mig.

- Så jeg er sindssygt glad, stolt, rørt og lettet, siger Antonsen.

"Han får mig til at ligne Bambi på glatis"

Antonsen førte med syv point i slutningen af tredje og afgørende sæt, men Ginting begyndte at hale ind på danskeren.

Antonsens føring skrumpede til to point, og han var godt selv klar over, det var ved at glide af hænde til sidst.

- Jeg bliver i tvivl om alt. Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal gribe tingene an. Når han spiller godt, er der ikke nogen som ham, der kan få mig til at ligne Bambi på glatis derinde. Det er virkelig ubehageligt, når han bare skruer den op på max og laver de sindssygeste ting.

- Han er virkelig en uforudsigelig mand. Nogle gange er det magi, og andre gange sejler det lidt mere for ham. Nogle gange er det bare at prøve at blive i det og så håbe på det bedste.

Hvad betyder det for dig at vise det her niveau, efter det du har været igennem?

- Det betyder så meget. Jeg er så glad for at stå her. Jeg har været meget igennem det sidste års tid, synes jeg. En masse skader og sådan. At være tilbage og opleve det her... Jeg har gennemgået rigtig meget surt slid det sidste stykke tid.

Kan du godt blive rørt over det her?

- Selvfølgelig.

Anders Antonsen 2-1 Anthony Ginting

  • 1. sæt: 21-14
  • 2. sæt: 9-21
  • 3. sæt: 21-17

Anders Antonsen spiller sin semifinale mod kinesiske Li Shi Feng lørdag, og du kan se opgøret direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.