Kopierede berømt jubel - og sendte vigtigt budskab
Den malaysiske topspiller Lee Zii Jia forklarer sin jubelscene efter fredagens kvartfinalesejr.
For to år siden vandt han i en alder af 22 år All England-finalen over Viktor Axelsen.
Men siden da er det gået ned ad bakke for Lee Zii Jia, der ikke har været i nærheden af det niveau, han viste, da han bragede ind i verdenstoppen.
Nu - to år senere - ser det dog ud til, han er på vej tilbage, for fredag eftermiddag spillede han sig i All England-semifinalen efter en sejr over japanske Kodai Naraoka.
- Jeg er så glad. Jeg føler, jeg gjorde det igen i dag. Jeg spillede godt, og jeg synes, jeg fandt den bedste version af mig frem, siger han til TV 2 SPORT umiddelbart efter kampen.
Efter sejren lavede Jia, der har været lidt i vælten på det seneste, en ret så atypisk jubelscene. Først pegede han på sin tinding, inden han satte en finger for munden og tyssede.
Hvad prøvede du at fortælle med din finger i jublen?
- Jeg er Manchester United-fan, og det er en jubelscene, som Marcus Rashford laver. Og det symboliserer også, at det handler rigtig meget om det mentale. Det var mit budskab.
Er mental sundhed vigtigt for en spiller som dig?
- Ja, det er vigtigt. Både det fysiske og mentale er vigtigt for mig.
Lee Zii Jia forholder sig dog ikke til den del af jubelscenen, hvor han tysser ud mod publikum.
Det så bestemt ikke ud til, at det var henvendt til tilskuerne, som han roste i store vendinger efter kampen, men måske det var henvendt til de folk, der har kritiseret ham på det seneste.
Og det bunder i en længere historie.
Har modtaget kritik de seneste uger
24-årige Lee Zii Jia brød i januar 2022 ud af det malaysiske forbund for at lave sit eget setup.
Akkurat som vi har set det med Viktor Axelsen og senere Anders Antonsen.
Den malaysiske topspiller har dog ikke haft samme succes med at have sit eget setup, og frustrationerne var inden All England så småt begyndt at tage til.
Da Jia i sidste uge tabte en andenrunde-kamp ved German Open, hvor han ellers var monsterfavorit mod verdensranglistens nummer 43, Chia Hao Lee, lavede han en Instagram-story, der ikke var til at misforstå.
- Jeg er fucking færdig, lød budskabet – flankeret af en helt sort baggrund.
Opslaget skabte selvsagt røre blandt malaysierens godt en million følgere, og inden denne uges All England prøvede Jia at forklare sin reaktion, da TV 2 SPORT fangede ham i mandags.
- Ja, det fik jeg vist skrevet … Jeg føler mig på en måde frustreret. Og nogle gange, når jeg ikke længere kan håndtere det, kommer det bare ud af mig, og så siger jeg det højt. Det er, hvem jeg er.
- Det er nok ikke den rigtige måde at håndtere det på, men alle mennesker laver fejl.
Men er du færdig med badminton?
- Nej, jeg er bare frustreret i øjeblikket. Jeg prøver stadig at gøre mit bedste, sagde Jia til TV 2 SPORT.
Siden da er det da også gået forrygende for malaysieren, der lørdag spiller All England-semifinale.