Utrolig duel bliver ved og ved – blæser kommentatorer bagover
Det gyngede i Utilita Arena Birmingham, da en fantastisk duel udspillede sig ved All England lørdag middag.
De tusindvis af fremmødte tilskuere blev i 33 sekunder tryllebundet af en på alle måder utrolig duel.
All England-semifinalen mellem mixdoublerne Zheng/Huang og Kusharjanto/Kusumawati bød på en duel på 48 slag, hvor det ene slag blev ved med at overgå det andet.
På kommentatorpladserne i Utilita Arena Birmingham havde TV 2 SPORTs kommentatorer Kristoffer Møldrup og Joachim Fischer umådelig svært ved at finde ordene, efterhånden som de blev mere og mere blæst bagover af den magiske duel.
- Øåhj! Nej, nej, nej.
- NEJ! Det bliver ved.
- STOOOOP!
- Neeeej, kom nu. Bliv inde i duellen! Det er vanvittigt det her.
- NEEEEEEEEJ, de vinder den. Den er ude. Fantastisk duel!
Sådan lød det i kor fra de to kommentatorer, da den kinesiske mixdouble pressede mere og mere på for at bringe sig på 9-8 i tredje og afgørende sæt.
Det indonesiske par forsvarede sig på uhørt flot manér, da først Rehan Kusharjanto blev ved med at sende fjerbolden over på modsatte side.
Presset blev bagefter kørt over på Lisa Kusumawati, der i siddende position forsvarede sig med tre-fire slag.
Desværre for hende og makkeren endte det sidste slag med at være for langt, selvom de kinesiske modstander var helt solgt.
I videoen øverst i artiklen kan du duellen.
"Det er altid vores mentalitet"
Det indonesiske par gik stille og roligt i stå efter den udmagrende duel, og de endte med at tabe 21-13 i det afgørende sæt.
Trods nederlaget kunne Kusumawati godt smile af duellen efterfølgende.
- Der var intet at tabe, og presset for at vinde duellen var ikke på os, så jeg gjorde bare alt for at nå alle slagene. Det er altid vores mentalitet, siger hun til TV 2 SPORT.
I finalen skal den kinesiske double møde sydkoreansk modstand. Det bliver enten Seo og Chae eller Kim og Jeong.