Badminton

Antonsen melder afbud til næste uge

Anders Antonsen har brugt mange kræfter i løbet af denne uges All England i Birmingham.

Se alle søndagens All England-finaler på TV 2 PLAY.

Anders Antonsen kommer ikke i aktion ved Super 300-turneringen Swiss Open i næste uge.

Det oplyser Antonsens lejr til TV 2 SPORT.

- Det er vigtigt, at Anders bliver frisk igen. Primært fysisk. Det er selvfølgelig primært for at komme potentielle skader i forkøbet, og når vi nu har muligheden for at spille ugen efter også og ugen efter igen, så giver det mening lige at få restitueret oven på denne turnering, siger Antonsens træner, Joachim Persson.

Antonsen stiller - efter planen - op til både Spain Masters og Orléans Masters, der begge er kategoriseret som Super 300, i ugerne efter Swiss Open.

Afbuddet giver god mening for Antonsen, der i en rigtig lang periode har døjet med skader.

Har genfundet storformen

Antonsen har i denne uge genfundet sin absolutte storform ved All England, hvor han spillede sig frem til lørdagens semifinale.

Her tabte han en gyser-semifinale til kinesiske Li Shi Feng i tre sæt.

Efter kampen var Antonsen naturligvis skuffet, men han var også ganske tilfreds med det spil, han fandt frem.

- Han spillede godt. Jeg føler, at jeg møder verdens hurtigste menneske. Og Ginting var ret hurtig fredag, men det her, det var et konstant højt tempo. Kæft, han spillede godt.

- Jeg følte ikke, at der var nogle fejl at hente i ham. Det spil, han bringer ud af mig, er nok noget af det bedste, jeg nogensinde har spillet, sagde Antonsen til TV 2 SPORT lørdag aften.

Se alle søndagens All England-finaler på TV 2 PLAY.