Badminton

All England-vinder får rødt kort og taber drama

Anders Antonsens overmand ved All England, kinesiske Li Shifeng, fik onsdag rødt kort ved stillingen 21-21 i tredje sæt og tabte kort efter kampen.

Der var dømt stjernemøde i første runde af Super 300-turneringen Swiss Open, da All England-vinderen Li Shifeng og verdens nummer fire, Lee Zii Jia, bragede sammen.

Som ventet blev det et stort drama, der først fandt sin afgørelse efter ombolde og et rødt kort i tredje sæt. Her endte malaysieren Lee Zii Jia med at vinde 18-21, 21-18, 23-21.

Kinesiske Li Shifeng vil dog formentlig ærgre sig godt og grundigt over, at han havde behov for at smide sin ene sko og binde den igen ved stillingen 21-21 i tredje sæt.

Kampens dommer kvitterede nemlig med et rødt kort, hvilket er pointstraf i badminton, da kineseren allerede havde fået et gult kort ved opholdet i tredje sæt, fordi han var for langsom til at komme tilbage på banen.

Dermed fik Lee Zii Jia foræret en ekstra matchbold uden at spille duellen, og som du kan se i videoen over artiklen, udnyttede malaysieren muligheden til at vinde kampen.

Mange danskere i aktion

Sejren sender andenseedede Lee Zii Jia videre i Swiss Open, hvor han møder Nhat Nguyen fra Irland i anden runde.

Danske Viktor Axelsen er førsteseedet og jagter revanche efter All England-skuffelsen i sidste uge. Axelsen møder onsdag aften indonesiske Chico Wardoyo i første runde.

Også en lang række andre danskere skal eller har været i aktion ved Super 300-turneringen.

Af de mest bemærkelsesværdige resultater vandt herredoublen med Jeppe Bay og Lasse Mølhede tirsdag over verdens nummer 11, Carnando og Marthin fra Indonesien, mens Mia Blichfeldt onsdag vandt danskeropgøret mod Line Christophersen.

Du kan se Swiss Open lørdag og søndag på TV 2 PLAY. Du får hele overblikket lige her i vores sendeplan.