Axelsen klar til semifinalen – Blichfeldt i stort comeback
Viktor Axelsen og franske Christo Popov mødtes senest ved hold-EM i februar, hvor det endte i et stort drama. Denne gang vandt danskeren sikkert.
Verdens bedste herresingle, Viktor Axelsen, er igen ved at vise, hvorfor han er forsvarende VM- og OL-guldvinder, efter han i sidste uge røg skuffende tidligt ud af All England.
Fredag aften gik det ud over franske Christo Popov i Super 300-turneringen Swiss Open, hvor Axelsen spillede sig sikkert i semifinalen med cifrene 21-12, 21-17.
Med sejren er Viktor Axelsen klar til semifinalen lørdag, hvor der venter et møde med taiwaneren Chou Tien Chen, som ligger nummer seks i verden.
Du kan se semifinalerne fra Swiss Open lørdag på TV 2 PLAY fra klokken 14.
Revanche for stort EM-drama
Selvom det endte med en sikker dansk sejr i kvartfinalen, så var det bestemt ikke givet på forhånd.
I sidste måned mødtes de to herresingler ved EM for blandede hold, hvor Axelsen havde store problemer med Christo Popov. Faktisk nåede danskeren så langt ud på frustrationsskalaen, at han totalsmadrede sin ketcher, inden han lavede et kæmpe comeback og vandt.
Fredag aften i den schweiziske by Basel blev det ikke nødvendigt at tage ovenstående metoder i brug.
På intet tidspunkt var Axelsen for alvor presset, og da danskeren rykkede fra 13-10 til 19-10, havde han reelt afgjort første sæt.
Efter sidebytte blev kampen en lille smule tættere, men Axelsen var aldrig bagud og lukkede kampen med 21-17.
I semifinalen venter Chou Tien Chen, som Axelsen har taget på med 16-2 i indbyrdes opgør.
Blichfeldt videre efter stort comeback
Også den danske damesingle Mia Blichfeldt var repræsenteret i fredagens kvartfinaler, hvor hun skulle op imod den stærke koreaner Kim Ga Eun, der ligger nummer 19 i verden.
Blichfeldt, der selv ligger nummer 23 på samme rangliste, fik en fin start på kampen og kom foran 14-12, men så mistede hun grebet om første sæt og tabte 17-21.
I andet sæt fulgtes de to spillere ad hele vejen, indtil Blichfeldt rykkede fra 17-17 til 20-17. Alle tre sætbolde skulle dog i brug, før danskeren vandt sættet. Og så skulle det hele altså afgøres i tredje sæt.
Her var det koreaneren, der kom bedst fra start og bragte sig foran både 11-5 og 13-9. Med fire point i træk kæmpede Blichfeldt sig tilbage i kampen, og til sidst tog danskeren et afgørende ryk med tre point i træk og sikrede sig sejren 21-18 i tredje sæt.
I lørdagens semifinale skal Blichfeldt møde amerikaneren Beiwen Zhang, der ligger nummer 18 på verdensranglisten.
Tilbage i turneringen er også den danske herredouble med Jeppe Bay og Lasse Mølhede, der i fredagens sidste kamp på bane to skal møde Rankireddy og Shetty fra Indien, der ligger nummer seks i verden.