Tysk stjerne afviste interview med TV 2 – ville skjule vildt våben
Det var ikke tilfældigt, men derimod en gennemtænkt plan, da den tyske doublestjerne sagde nej tak til et interview kort før starten på Sudirman Cup.
Hej! Tak for at tage fat i mig. Hvordan fandt du den video? Jeg havde håbet, offentligheden ikke fik kendskab til den. Jeg vil helst ikke gå ind i diskussionen nu og foretrækker derfor ikke at lave et interview.
Nogenlunde sådan lød det for en uge siden med et skævt smil fra den tyske badmintonstjerne Marvin Seidel, da TV 2 Sport kontaktede ham før starten på VM for blandede hold.
Jeg ville ikke have, at for mange skulle se det
Marvin Seidel
Her var debatten omkring den efterhånden verdenskendte "Rindshøj-serv" på sit højeste, og få dage senere valgte det internationale badmintonforbund (BWF) at forbyde spin-serven midlertidigt, fordi man frygter, den vil ødelægge spillet.
Dermed bliver superserven ikke det hemmelige våben, der potentielt kunne afgøre flere kampe ved VM i Kina. Og det ærgrer tyske Marvin Seidel, der rangerer som nummer 20 i verden i herredouble.
- Jeg synes, det er en skam, at BWF ikke lod os prøve serven i bare én stor turnering. Det ville have været meget interessant at se, hvilke forandringer det ville give. Og hvor gode de bedste i verden vil være til at modtage den serv, siger Seidel og tilføjer:
- Jeg har øvet serven meget, og jeg er ret komfortabel med den, så jeg ville gerne have set, om jeg kunne vinde en kamp eller to takket være serven.
Afviste interview med TV 2 Sport
TV 2 Sports interesse for Marvin Seidel opstod, da der dukkede en video op fra den tyske liga, hvor Seidel i et sæt servede fra 0-0 til 11-0. Kun 3 gange ud af de 11 formåede modstanderne at få Seidels serv i spil. Ellers endte returneringerne flere meter ud over sidelinjen eller direkte i nettet.
Samtidig kunne den danske landstræner i Tyskland, Jeppe Ludvigsen, berette, at flere af deres spillere mestrede serven så godt, at den var næsten umulig at få i spil – heriblandt Seidel.
Vi spurgte, om du var frisk på at lave et interview før turneringen, men det havde du ikke lyst til. Var det for at skjule den, fordi du følte, du havde en slags hemmeligt våben?
- Ja, en lille smule. Jeg tror ikke, at så mange ville have vidst, at jeg kunne udføre serven ret godt. Jeg ville ikke have, at for mange skulle se det. Jeg afprøvede den i finalen i den tyske liga, og det virkede ret godt – særligt i én kamp.
- Men jeg håbede, at der ikke var for mange, der ville se det. TV 2 har gode journalister, så de så det desværre, men det var, fordi jeg gerne ville skjule den, siger Seidel og griner.
Inspireret af danske Rindshøj
Ligesom mere end 600.000 andre personer opdagede Marvin Seidel første gang serven, da han så en YouTube-video med den tidligere tyske badmintonspiller Tobias Wadenka, der havde opdaget, at danske Marcus Rindshøj brugte den i turneringen Polish Open.
Wadenka har gennemgået Rindshøjs spin-serv detaljeret, hvilket har fået en masse aktive badmintonspillere til at lege med teknikken, som danskeren har brugt.
For den tyske herredoublespiller Seidel tog det ikke mere end knap to ugers træning, før han følte sig så komfortabel med den nye serv, at han turde bruge den i kamp. Og så var den ovenikøbet meget effektiv.
- Det tog noget tid at finde ud af, hvor bolden skulle rammes, og hvordan man sætter spin i. Men forskellen mellem den normale serv og den her spin-serv er ret stor.
- Så når du aldrig har modtaget den før, føler man sig fortabt – man ved ikke, hvordan man skal ramme den, siger Seidel og tilføjer, at de tyske landsholdsspillere derfor har trænet rigtig meget på også at modtage spin-serven, hvis den skulle komme i brug til VM.
- Det er også derfor, jeg føler, at BWF bør give den en chance på det højeste niveau. Jeg er sikker på, at de bedste spillere i verden kan lære at returnere den og få dueller i gang. Jeg er lidt ked af, at den ikke kom i spil, men jeg kan forstå det, slutter Marvin Seidel.
Trods den manglende mulighed for at bruge spin-serven har Seidel personligt haft et godt VM for blandede hold, hvor det er blevet til to sejre i herredouble mod stærke par fra Thailand og Indonesien.
Det er dog også Tysklands eneste to sejre, hvorfor de ikke længere kan nå en VM-kvartfinale.