Ekspert ikke i tvivl – Axelsen skal bænkes i gruppefinale
Danmark spiller torsdag gruppefinale mod Kina ved VM for blandede hold. Allerede 12 timer senere kan danskerne dog risikere at spille kvartfinale.
Det danske badmintonlandshold skal tænke taktisk, når der torsdag venter en direkte duel mod Kina om gruppesejren.
Det mener TV 2 Sports badmintonekspert Jim Laugesen. Han ser derfor gerne, at "Danmarks førstehold" med Viktor Axelsen, Mia Blichfeldt og de tre stærkeste doubler alle bliver bænket.
Det er også en turnering, hvor vi skal spille mere
Viktor Axelsen
Sker det, vil man med stor sandsynlighed også forære førstepladsen til Kina og få en sværere modstander i kvartfinalen. Men på lang sigt vil det være det klart klogeste valg, siger Laugesen.
- Viktor spiller ikke i morgen. Alle, der skal spille i kvartfinalen, spiller ikke i morgen. Det vil være fuldstændig åndssvagt. Der skal være nogle helt exceptionelle omstændigheder, der gør, at man skal vælge at sætte de spillere på holdkortet.
Risiko for tidlig kvartfinale
Den skarpe udmelding kommer med udgangspunkt i kampprogrammet.
Danmark og Kina spiller således torsdag klokken 17 lokal tid i den kinesiske by Suzhou. En holdkamp tager hurtigt fem timer, og først herefter – omkring 22-tiden – vil der blive trukket lod til VM-kvartfinalerne.
De to første kvartfinaler skal allerede spilles klokken 10 lokal tid om fredagen, og derfor risikerer Danmark altså at skulle i aktion allerede 12 timer senere i en vigtig kvartfinale.
- Danmark har intet ud af at slå Kina andet end en lidt lettere kvartfinale. Selv med det bedste hold vil det være lidt af en sensation, hvis de skal vinde. Så cheflandstræner Kenneth Jonassens helt store mål er, at han skal vinde tre ud af de fem kampe mod et hold i kvartfinalen, siger ekspert Jim Laugesen.
Kvartfinalen er det vigtigste
Netop Badminton Danmarks cheflandstræner, Kenneth Jonassen, fortæller da også til TV 2 Sport, at trænerteamet er skarpe på, hvad der skal ske mod Kina.
For både ham og spillerne gælder det om at tænke rationelt.
- Gruppefinalen er vigtig, men i realiteten er kvartfinalen vigtigere. Og da vi ikke har et fastlagt tidspunkt for en kvartfinale, skal vi jo tænke os om og se, hvad det er for en størrelse. Nu tager vi én opgave ad gangen, og Kina er en mundfuld, så det er den, vi har fuld fokus på nu.
Betyder det også, du kan finde på at spare nogle af profilerne?
- Det er lidt individuelt, hvad vi tror, i samarbejde med spillerne, der giver bedst mening i forhold til at få det bedste resultat i sidste ende, siger Jonassen.
Hvad siger spillerne?
Hvis Danmark bliver nummer to i gruppen, ved de på nuværende tidspunkt, at det er Malaysia og Korea, de kan trække. Derudover forventes Indonesien også at gå videre som etter, men det kan også blive Thailand.
Kina er ude af lodtrækningsregnskabet, da Danmark har været i gruppe med værtsnationen.
Og når det så bliver kvartfinaletid, skal det tunge skyts findes frem igen. Umiddelbart lyder det på Viktor Axelsen i herresingle, Mia Blichfeldt i damesingle, Kim Astrup og Anders Skaarup i herredouble, Maiken Fruergaard og Sara Thygesen i damedouble samt Alexandra Bøje og Mathias Christiansen i mixeddouble.
Men hvad siger spillerne egentlig selv? Vil de gerne i aktion i en gruppefinale mod Kina torsdag aften, når de samtidig kan risikere at skulle på banen næste formiddag i en kvartfinale. Herunder har vi samlet, hvad "det danske førstehold" umiddelbart tænker:
Viktor Axelsen
- Hvis vi skal kigge taktisk på det hele og chancerne for en medalje, så bliver vi jo nødt til at kigge over hele rækken, hvordan vi kan stille bedst og klogest muligt. Men det er klart, at vi gerne vil slå Kina på hjemmebane. Men det er også en turnering, hvor vi skal spille mere, så der er nogle tanker, der skal gøres.
Hvor er forskellen for dig, om du skal spille mod Kina og kvartfinale fredag eller får en pause?
- Hvis du spiller dig helt ud dagen før og samtidig kan risikere at spille dagen efter klokken 10, så vil det gøre en forskel fysisk for alle spillere. Det er klart, at hvis du spiller en hård tresætskamp og skal spille dagen efter klokken 10, så er det ikke sådan, at du ikke kan mærke det dagen efter.
Hvis du selv kan vælge, vil du så spille ellers spares?
- Det ved jeg ikke. Det vil jeg lade være op til samtalerne på holdet omkring, hvordan vi alle synes, vi kan gøre det bedst muligt. De samtaler har vi ikke haft endnu, så jeg har ikke så meget at sige til det.
Mia Blichfeldt
Vil du gerne spares eller spille?
- Jeg vil gerne spille. Selvfølgelig vil jeg gerne det. Vi er herude for at spille, så jeg vil gerne ind og have en fed kamp mod en kinesisk damesingle her på deres hjemmebane.
- Nu har jeg jo prøvet at spille to dage i streg, men der er selvfølgelig noget restitution, der spiller ind. Så vi må se, hvem der kommer på holdet i morgen.
Kim Astrup/Anders Skaarup
- Vi tager en kamp ad gangen, og så forbereder hele holdet sig så godt, som vi kan, mod Kina i morgen. Og vi glæder os, uanset om vi skal spiller eller ej. Så er vi klar til at byde dem op til dans.
Vil I gerne spille eller spares?
- Vores udgangspunkt er som regel, at vi gerne vil på banen og konkurrere. Det er ligesom derfor, vi er her. Uanset hvem Kina stiller med i morgen, så vil det være en rigtig, rigtig god kamp for Anders og mig at få. Så hvis vi kan bruges til noget, står vi klar, og hvis det ikke er os, der skal spille, er vi også klar til at give den gas på lægterne, siger Kim Astrup.
Maiken Fruergaard/Sara Thygesen
- Der er både fordele og ulemper ved begge ting. I og med Sara og jeg ikke har spillet så meget i en længere periode, er det meget godt at få en kamp mod Kina, men samtidig vil det også være en god idé at sidde over, hvis man har den tidlige kamp fredag, så man er helt frisk.
Er det mest fornuftige så, at I får et hvil?
- Vi har faktisk snakket en del om det, men vi kan ikke helt blive kloge på, hvad der er bedst for os, fordi der er fordele og ulemper. Jeg føler heller ikke, når vi har haft de hviledage, at det har gjort så meget, i forhold til man har fået meget restitution. Så det er ikke så slemt, hvis man skal ind og spille begge kampe, siger Maiken Fruergaard.
Alexandra Bøje/Mathias Christiansen
- Vi tænker lidt på begge kampe, men vi tænker mest på kvartfinalen. Vi ved jo, vi er videre, og vi kan begynde at kigge på, hvem der vinder de andre puljer. Vi ved godt, vi skal møde Kina i morgen, og vi vil gøre alt for at spille en god holdkamp mod Kina, men det er helt sikkert kvartfinalen, som vi kigger frem imod, siger Mathias Christiansen.
- Det kan ende med meget, meget kort tids restitution oven på en hård kamp mod Kina, som bliver en stor mundfuld. Det er bestemt ikke optimalt for os, tilføjer Alexandra Bøje.
Hvad betyder det for, om I gerne vil i kamp mod Kina eller ej?
- Det har vi heldigvis nogle trænere, der vurderer, om vi skal. Uanset hvad er der kun dygtige spillere med på holdet, så om det bliver os eller andre, så kommer vi til at gøre alt for at vinde, siger Mathias Christiansen.