- Jeg skulle have en opsang, siger Gemke
Herresinglen Rasmus Gemke havde fået chancen mod Kina ved VM for blandede hold, mens Viktor Axelsen blev sparet for at være klar til kvartfinalen.
"Hey, Gemke? Tror du på det? Vil du det?"
"Ja!"
"Okay, så er det det, det handler om nu! Kom så!"
Intensiteten var ikke til at tage fejl af, da cheflandstræner Kenneth Jonassen under det afgørende ophold måtte helt op i hovedet på Rasmus Gemke og kigge ham i øjnene.
Jonassen ville sikre sig, at Gemke ikke var ved at miste fokus, og at han samtidig var klar over, at den kinesiske modstander, Li Shifeng, også var rigtig træt.
- Kenneth skal selvfølgelig holde mig til ilden, og han kunne godt se, jeg var ved ”at ryge ud” rent mentalt. Og så er Kenneth brandhamrende god til at holde en inde i kampen. Så selvfølgelig var det også det, der skulle til til sidst. Jeg skulle lige have en opsang der, forklarede Rasmus Gemke efterfølgende.
Den lille opsang var dog ikke nok for Gemke, der på dét tidspunkt var bagud 9-11 i tredje og afgørende sæt.
Danskeren endte med at tabe maratonkampen 15-21, 21-16, 15-21 efter halvanden times spil. Samtidig tabte Danmark også holdkampen 0-5 til Kina, hvilket dog i sidste ende blev vekslet til en drømmelodtrækning i VM-kvartfinalen.
Krampe kostede til sidst
Her må man forvente, at Rasmus Gemke skal tilbage på tribunen, mens Viktor Axelsen overtager pladsen på holdkortet. Og det bliver måske meget rart for Gemke med en lille pause.
Efter kampen kunne han nemlig også fortælle, at han blev ramt af krampe bagud 13-16 i tredje sæt, hvilket gjorde det svært for alvor at tro på comebacket.
- Jeg står og er en lille smule ærgerlig. Jeg kramper pludselig oppe i min hoftebøjer i venstre side ud af ingenting. Da vi byttede side ved 11 i tredje sæt, følte jeg egentlig et fint overskud. Selvfølgelig havde det været hårdt, men jeg havde det egentlig ret godt.
- Det gør selvfølgelig, min bevægelse halter lidt efterfølgende. Jeg ved ikke, om jeg kan tillade mig at være skuffet efter en god kamp, men jeg ville gerne have haft mere ud af den til sidst. Det må jeg nok erkende, lød det fra Rasmus Gemke.
Du kan se Danmarks VM-kvartfinale mod Malaysia fredag klokken 11 på TV 2 Sport og Play.
Herunder kan du se højdepunkterne fra Danmarks gruppefinale mod Kina.