Badminton

- Jeg så mine børn en eller to gange på to år

Chen Long har spillet sin sidste badmintonkamp som professionel. Han glæder sig til at bruge mere tid med sin familie.

Med sit farvel til badmintonsporten siger Chen Long goddag til et markant anderledes liv.

Det fortæller han til TV 2 Sport.

- Der er mange andre aspekter (af livet, red.) – min familie og børn. Under pandemien var det en hård tid for min familie. Jeg så mine børn en eller to gange på to år, siger Chen Long og tilføjer:

- Jeg føler, det er blevet min tid til at stoppe. Og jeg tror, at det er tid til, at en ny generation træder frem og spiller for Kina i herresingle.

Efter coronapandemien var badmintonsporten en af de sidste, der kom tilbage til normale forhold. Ved flere turneringer måtte spillerne isolere sig i flere uger for at få lov til at spille. Derudover kan der have været isolationsperioder i forbindelse med træningerne.

Flere store titler

34-årige Chen Long går på pension med et cv ud over det sædvanlige. Chen Long blev olympisk mester i 2016, og den tidligere verdensetter har også både en bronzemedalje og en sølvmedalje fra OL.

Derudover er han dobbelt verdensmester, og så har han et hav af titler på World Touren, der tidligere var kendt som Super Series.

Hans seneste internationale kamp var OL-finalen i 2021, hvor han tabte i to sæt til Viktor Axelsen.

- Efter OL har Viktor Axelsen været den mest stabile og konkurrencedygtige herresinglespiller i verden. Med guld ved OL i Tokyo og to verdensmesterskaber er han en topspiller, og jeg ønsker ham succes på alle fronter. Jeg håber, han kan holde sig fri for skader, siger Chen Long.

Hans karrierestop blev meldt ud i forbindelse med VM for blandede hold, der vises på TV 2 Sport. Turneringen spilles i hans hjemland, Kina.