Stjerne blev rørt efter snak om svær periode
Japanske Akane Yamaguchi blev ramt af de store følelser, da TV 2 Sport spurgte hende ind til den seneste periodes svingende resultater.
Se VM for blandede hold på TV 2 Play og TV 2 Sport.
Hun ligger nummer et i verden, og hun har de seneste år været en absolut dominerende skikkelse i damesingle-kategorien.
Men på det sidste har Akane Yamaguchi kæmpet med sit niveau.
I All England blev hun sendt ud i semifinalen med en mindre lussing i bagagen. I de asiatiske mesterskaber var semifinalen ligeledes endestationen. Og fredag led hun et overraskende nederlag til verdens nummer 12, Pornpawee Chochuwong, ved VM for blandede hold.
- Mit benarbejde var ikke ret godt i dag, og jeg er overhovedet ikke sikker i mit spil, forklarede den japanske stjerne til TV 2 Sport efter fredagens nederlag.
Efterfølgende blev hun spurgt ind til den seneste tids svingende resultater, og her blev Yamaguchi tydeligt rørt.
Hvad sker der for tiden?
- Der er så mange gode atleter i damesingle i dag. Så det handler også om den tid, vi er i. Men jeg ved ikke …
- Jeg kan ikke spille mit spil, som jeg altid har gjort. Men jeg vil gøre mit bedste i den næste kamp, siger hun med tårer øjnene.
Før fredagens nederlag tabte Yamaguchi også til verdens nummer to, An Se Young, i to sikre sæt. Altså har hun generelt haft det svært ved det igangværende Sudirman Cup – VM for blandede hold.
På trods af det er Yamaguchi og Japan dog klar til semifinalerne i turneringen, hvor de lørdag møder Kina. 25-årige Yamaguchi skal i kamp mod verdens nummer fire Chen Yu Fei.
Lørdagens semifinaler kan ses på TV 2 Sport og TV 2 Play fra klokken 11.00.