Axelsen overvinder store problemer
Fynboen kan se frem til et brag af en kvartfinale.
Viktor Axelsen måtte slide for det mod verdens nummer 26, men han er klar til kvartfinalen ved China Open.
Tzu Wei Wang ydede god modstand og nuppede første sæt, men den danske verdensetter skruede bissen på og vandt klart i tredje sæt.
Viktor Axelsen - Tzu Wei Wang
- 1. sæt: 20-22
- 2. sæt: 21-6
- 3. sæt: 21-14
I kvartfinalen venter et møde med den tidligere verdensmester Loh Kean Yew, der slog Anders Antonsen ud i anden runde.
Sådan forløb kampen
/ Ritzau
Allerede før første fjerbold var slået, havde Axelsen været ved dommeren for at sikre sig, at der ville være opmærksomhed på modstanderens tidsudtræk.
Det gjorde han også flere gange undervejs i kampen for at sikre et hurtigt flow, men en brudt rytme var langtfra Axelsens eneste udfordring.
Vinden i hallen satte således et markant præg på kampen, og den var med Tzu Wei Wang i første sæt, som han vandt 22-20 efter flere fejlvurderinger på baglinjen af verdensetteren.
Axelsen fandt linjerne langt bedre i andet sæt, hvor han også rettede den ene linjedommer med at par velvalgte challenges, og han vandt hurtigt 21-6 mod en opgivende Wang.
I tredje sæt startede Wang på den favorable side frem til pausen, og Axelsen jublede stort over sine point og var tydeligt toptændt og fokuseret i sin jagt på at begrænse skaden inden sidebyttet.
Det lykkedes til fulde, og Axelsen var trods flere fejl endda foran 11-8, og efter sidebyttet gjorde danskeren arbejdet færdig trods lidt bump mod slutningen af kampen.