Svær danskerdag i China Open reddet af Axelsen

Viktor Axelsen rettede op på en svær dag, der kostede flere danskere deltagelsen i China Open.

Viktor Axelsen i ensom dansk majestæt.

Det er det faktum, danske badmintonfans må forholde sig til efter fredagskampene i China Open.

Den danske verdensetter var velspillende, da han slog Loh Kean Yew fra Singapore i to sæt med cifrene 21-17, 23-21.

Dansk herredouble ramte ikke dagen

Kim Astrup og Anders Skaarup kom aldrig rigtig ind i kampen mod japanerne Hoki og Kobayashi i kvartfinalen i China Open.

Danskerne ramte simpelthen ikke det niveau, de har vist i de seneste uger, og som kastede en VM-sølvmedalje af sig.

Derfor tabte de ganske overbevisende med 12-21, 17-21.

- Der var en mental træthed, som var afgørende for deres bevægelse, tror jeg, siger TV 2 Sports badmintonsekspert Joachim Fischer.

- Jeg havde en meget stor tro på, de kunne vinde, men det var ikke dagen. På det her niveau må du ikke have en offday, for så ryger du altså ud.

Dermed bliver det ikke til en ny stor semifinale for den danske herredouble ved China Open, der er en Super 1000-turnering og blandt de største overhovedet i sæsonen.

Kjærsfeldt mødte overmagten

Også Line Kjærsfeldt er ude af China Open efter et nederlag til Akane Yamaguchi. På papiret lignede det da også en svær opgave, da japaneren lige nu rangerer som nummer to i verden.

Danskeren tabte første sæt 15-21, men i andet sæt var hun bedre med.

Line Kjærsfeldt kom foran 8-6, men derfra tog Akane Yamaguchi fire point i træk. Alligevel fik danskeren udlignet til 11-11, og så ventede der en spændende afgørelse på andet sæt.

Danskeren endte dog med at tabe andet sæt 13-21, og dermed blev kvartfinalen endestationen for hende.