Kun Axelsen selv står i vejen for historisk præstation, mener ekspert
Viktor Axelsen kan blive den første spiller nogensinde til at vinde alle Super 1000-turneringen.
Du kan se Axelsens finale på TV 2 Play og TV 2 Sport søndag.
Et enkelt flueben.
Det er alt, hvad Viktor Axelsen mangler at sætte ud for de Super 1000-turneringer, der er i badmintonsporten. En triumf i China Open er det eneste, der mangler på Axelsens cv. Men den kan meget vel komme søndag, hvor danskeren har spillet sig i finalen.
Her møder han kinesiske Lu Guang Zu, der overraskende slog landsmanden Shi Yuqi i semifinalen.
- Det bliver en speciel finale, da Viktor Axelsen jo godt ved, at den har gigantisk betydning, fordi han kan blive historisk, siger TV 2 Sport badmintonekspert Jim Laugesen.
Der er nemlig ingen anden spiller, der har vundet samtlige Super 1000-turneringer.
Om du så gav Gud badmintonsko på og en ketsjer, så kunne han ikke finde den baglinje
Jim Laugesen, badmintonekspert TV 2 Sport
Viktor Axelsen har inden turneringen sagt, at han hellere ville vinde China Open end All England, fordi det er den eneste turnering, han mangler.
- Og ham, der står i vejen for Axelsen, er en, han aldrig har tabt til. Han er godt klar over, at det er en ekstraordinær god mulighed for at blive historisk.
Axelsens fem seneste opgør mod Lu Guang Zu
- Sæsonfinalerne: 2-0 til Axelsen (7. december 2022)
- Indonesia Open: 2-0 til Axelsen (16. juni 2022)
- Thomas Cup: 2-1 til Axelsen (11. maj 2022)
- Malaysia Open: 2-1 til Axelsen (4. april 2019)
- All England: 7. marts (7. marts 2019)
Jim Laugesen mener, at Viktor Axelsen er den klare favorit i finalen, fordi han har så mange facetter i sit spil, som han kan bruge undervejs i finalen.
- Han har mange måder at slå Lu på, mens kineseren kun har én. Han er hurtig og offensiv, men så er der heller ikke så meget andet. Han er ikke den taktisk klogeste spiller.
Ifølge eksperten bliver den største udfordring hallen, som China Open bliver spillet i. Der er nemlig én side, hvor spillerne har vind i ryggen, og dermed sejler bolden længere, end spillerne regner med.
- Det er vitterligt en svær hal at spille i, og det er den største udfordring. Om du så gav Gud badmintonsko på og en ketsjer, så kunne han ikke finde den baglinje. Det perfekte spil vil aldrig være der, siger Laugesen.
- Men dét, Axelsen leverede i semifinalen, var noget nær det bedste, man kan levere. Det er op til Viktor Axelsen selv, om han vil have den titel. Det er kun ham, der kan vinde eller tabe den kamp.
Jim Laugesen nævner til sidst, at han ikke forventer, at det mentale bliver et problem for Axelsen, da han har stået i disse stressede situationer mange gange.
Axelsen i Super 1000-turneringerne
- All England ✔ 2020 og 2022
- Indonesia Open ✔ 2021, 2022 og 2023
- Malaysia Open ✔ 2022 og 2023
- China Open