Pudsigt fact fik Astrup og Skaarup til at spærre øjnene op

Med en finalesejr i Hong Kong Open kan Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen blive en del af en eksklusiv klub.

1989 og 1992.

Hvad pokker skal du bruge Anders Skaarups og Kim Astrups fødselsår til, tænker du sikkert nu.

De to herrer var slet ikke født, da en dansk herredouble vandt Hong Kong Open sidst – i 1985 med et makkerpar bestående af Jesper Helledie og Steen Fladberg.

Et faktum, der også kom bag på de to VM-sølvvindere.

- Woooooo, det er crazy. Det er lang tid siden. Det er helt ny information, lyder det fra de to.

Det er dog ikke noget, der får dem til at føle, at presset bliver større af den grund.

- Det er en finale, hvor alt kan ske. Nogle gange er vi gode i finaler, andre gange kæmper vi, siger Astrup, mens Skaarup også bidrager:

- Sometimes good, sometimes shit.

Overrasker sig selv med stor sejr

Syv gange havde Astrup og Skaarup spillet imod den indonesiske herredouble bestående af Ahsan og Setiawan.

Kun en enkelt gang havde de formået at trække sig sejrrigt ud af opgørene, før de endnu engang fik skovlen under indoneserne.

- Vi er lidt overraskede, hvis ikke jeg tager helt fejl. De gutter er legender i sporten. Vi led i servesituationerne mod dem, og vi var heldige med, at vi vandt første sæt.

- Vi tabte selvfølgelig det andet, men vores kondition var bedre end deres. Jeg er ekstremt stolt og glad og en smule overrasket, siger Skaarup.

Stolte, glade og overraskede kan de se frem til endnu et stort opgør, der kommer i en periode, hvor den danske herredouble måske er bedre end nogensinde før.

- Vi har spillet godt de sidste par måneder, og det er det, vi bygger på. Vi prøver at komme i offensiven mest muligt. Det er der, pointene er. Vi prøver at forpligte os til vores taktik, og det gik i dag, siger Astrup.

I finalen møder den danske herredouble endnu et indonesisk par i form af Carnando og Marthin, som er seedet som nummer seks i turneringen. Det opgør kan ses på TV 2 Sport og TV 2 Play.