Ekspert har advaret i månedsvis – nu kom første alvorlige skade
Ekspert kommer med opråb og beder det internationale badmintonforbund om at tage affære.
Verdens nummer otte i damesingle og VM-guldvinderen fra 2013, Ratchanok Intanon, kommer ikke til at spille flere turneringer i år.
Det meddeler thailandske Banthongyord Badminton School, som Intanon er tilknyttet i hjemlandet.
Ratchanok Intanon vandt for seks dage siden sin førsterundekamp over danske Mia Blichfeldt ved Super 500-turneringen Hong Kong Open, men trak sig efterfølgende fra kampen mod Goh fra Malaysia med en skade.
En MR-scanning i Thailand har vist, at et ledbånd omkring venstre ankel er revet over. Skaden kræver ikke en operation, men det tager seks til otte uger, før Intanon kan komme tilbage på banen.
- Skaden omkring venstre ankel blev forårsaget af en glat baneoverflade ved Hong Kong Open. Som et resultat af skaden skal Intanon have tid til at komme sig og vender først tilbage i konkurrence igen i 2024, lyder det i udmeldingen omkring skaden.
Ekspert kræver handling
Dermed går Thailands bedste damesingle glip af store turneringer som Asian Games, der venter lige om hjørnet, og Denmark Open, der spilles til oktober.
Og lige netop grunden til skaden – en glat banemåtte – får badmintonekspert Jim Laugesen til at udtrykke sin bekymring.
I løbet af flere store badmintonturneringer i de seneste måneder har der således været store problemer med alt for glatte banemåtter, der er farlige at spille på, når spillerne samtidig sveder rigtig meget. Sved, som er svært at tørre væk på grund af overfladen.
Mest tydeligt har det været ved VM for blandede hold, Sudirman Cup, China Open og altså senest Hong Kong Open. Alle tre turneringer har været sponsoreret af samme mærke, hvilket en række spillere har bemærket. Det samme har Jim Laugesen.
- Men jeg er sådan set fløjtende ligeglad med, hvem der er sponsor. Om det er Yonex, Li Ning eller i dette tilfælde Victor. Alle kan se, at det har været et problem i lige netop disse turneringer i Asien, og ja, spillerne har også råbt højt om det.
- Jeg har flere gange sagt, at det bare var et spørgsmål om tid, før det gik rigtig galt, og det er så tilfældet nu. Sporten har ikke råd til at miste topspillere, så det internationale badmintonforbund bliver simpelthen nødt til at finde en løsning på den her problematik så hurtigt som muligt, siger Jim Laugesen.
Men hvad kan den løsning så være?
- Det kan være, at BWF selv investerer penge i et få produceret en standard-banemåtte, der er den bedste på markedet og som fungerer under alle forhold. Og så skal der stilles krav om, at hvis man vil afvikle en World Tour-turnering, så er det den type bane, man bruger. Ligesom det er et krav, at der skal ligge trægulv under.
Under VM for blandede hold i maj var det Viktor Axelsen, der måtte trække sig med en skade, efter han flere gange var gledet i sin første kamp.
For to dage siden var det så malaysieren Pearly Tan, der gled og kom til skade i damedouble-finalen ved Hong Kong Open.
Tan var i øvrigt langt fra den eneste spillere, der gled alvorligt undervejs i turneringen.
Et utal af spillere havnede i farlige situationer. Den ene af dem var verdens nummer ti i damesingle, Beiwen Zhang fra USA, der også gik til tasterne på Instagram og råbte højt:
- Please, få feedback fra spillerne omkring baneforholdene. Jeg er ikke den eneste, der glider på banerne fra ét bestemt mærke (Victor, red.).
TV 2 Sport har spurgt det internationale badmintonforbund, hvorvidt de har tænkt sig at gå ind i sagen og tage affære. Til det har forbundet tirsdag givet et skriftligt svar:
- Spillernes sikkerhed er altafgørende i badminton. Vi undersøger sagen og følger op på de rapporter, vi har modtaget efter turneringerne, skriver BWF.