Rio 2016

Medier: Colombia kræver Cavendish diskvalificeret efter dette styrt - kan give sølv til Lasse Norman

Ifølge colombianske aviser vil Colombias cykelforbund tirsdag nedlægge protest mod Mark Cavendish og kræve ham diskvalificeret fra pointløbet i omnium

Mark Cavendish bragte sig selv i fokus ved OL i omnium, der mandag aften dansk tid blev afgjort med den afgørende disciplin, pointløbet. Det gjorde Cavendish, fordi han cirka halvvejs gennem løbet var skyld i et styrt, der sendte tre ryttere i dørken og neutraliserede løbet i flere minutter.

Cavendish selv røg dog ikke ned i situationen, og efterfølgende kørte han sig op i pointløbet og endte sin aften med en OL-sølvmedalje om halsen.

Det gjorde han blandt andet foran danske Lasse Norman, der fik bronze, men også foran den dobbelte verdensmester fra Colombia, Fernando Gaviria.

Sidstnævnte måtte nøjes med en svært skuffende fjerdeplads. Og det har været en særdeles bitter pille at sluge for Gaviria og colombianerens stab.

Så bitter, at de ifølge den colombianske avis El Tiempo i dag vil nedlægge en officiel protest til den internationale cykelunion UCI og kræve Mark Cavendish diskvalificeret.

Det samme skriver den colombianske avis Publimetro i dag.

Avisen skriver, at Mark Cavendish potentielt kan miste sin OL-sølvmedalje, hvis Colombia får medhold i protesten. Det samme beretter engelske Daily Mail i bunden af deres artikel om Cavendish’ sølvmedalje.

Dette stemmer overens med UCI's regler om diskvalifikation. I §2 af cykelunionens regler for disciplinærsager står der, at den efterfølgende rytter i klassementet skal overtage den diskvalificerede rytters placering.

Dermed kan Lasse Norman Hansen potentielt opgradere sin bronzemedalje til en sølvmedalje, hvis altså protesten indgives, og Colombia får medhold i denne. Det vil i så fald også betyde bronzemedalje til den colombianske rytter Fernando Gaviria.

Ifølge en anden colombiansk journalist, Pablo Arbelárez Restrepo, der dækker cykelsport for avisen El Colombiano, så skulle forbundet netop have nået at indgive protesten inden medaljeceremonien.

Cavendish’ svaj, der på tv-billederne så ud til at have en vis grad af forsætlighed, sendte tre ryttere ned i et styrt. Sydkoreas Park Sanghoo, Australiens Glenn O’Shea samt den førende rytter, italienske Elia Viviani. Sidstnævnte vandt senere OL-guld.

Man kan ikke lave en vurdering om, hvorvidt Mark Cavendish gør det med vilje. Folk slår op og ned i banen hele tiden, og det forårsager ofte styrt.

Alex Rasmussen, TV 2 SPORTs banecyklingsekspert

Se styrtet i videoklippet i toppen af artiklen.

TV 2 SPORT har kontaktet UCI for at få bekræftet Colombias protest, samt at Mark Cavendish potentielt kan miste sølvmedaljen. Tirsdag morgen var det dog ikke muligt at få en kommentar.

Cavendish tager skylden

Men vi danskere skal nok ikke få vores forhåbninger for højt op. For det er svært for løbskommisærerne at gå ind og vurdere i sagen. Det mener banecyklingsekspert.

- Man kan ikke lave en vurdering om, hvorvidt Mark Cavendish gør det med vilje. Folk slår op og ned i banen hele tiden, og det forårsager ofte styrt. Så det er en vurderingssag. I landevejscykling straffer man heller ikke den, der er skyld i styrt, siger TV 2 SPORTs banecyklingsekspert Alex Rasmussen.

Styrtet var min skyld. Jeg håber, han (Park Sanghoon, red.) er okay.

Mark Cavendish til TV 2 SPORT

Efter løbet var ovre og Cavendish havde fået sin sølvmedalje om nakken, stillede TV 2 SPORTs udsendte reporter Mark Cavendish spørgsmålet om, hvordan han retfærdiggjorde sin rolle i styrtet.

- Det var min skyld. Jeg var så ivrig efter at gå i angreb. Hver gang, jeg prøvede på noget, var der et par stykker, der altid sad i mit hjul. Jeg var nødt til at prøve at angribe for at opslide dem. Men styrtet var min skyld. Jeg håber, han (Park Sanghoon, red.) er okay, siger Mark Cavendish til TV 2 SPORT.

Længe så det ellers ud til, at den koreanske rytter var kommet slemt til skade. Park Sanghoo blev lagt i nakkekrave og kørt væk på en båre. Senere natten til tirsdag blev han udskrevet fra hospitalet efter at have fået konstateret en hjernerystelse, beretter CNN.

Truede med at sagsøge journalist efter styrt-spørgsmål

Helt skidt gik det dog, da den hollandske journalist og ekspertkommentator for Algemeen Dagblad, Thijs Zonneveld, spurgte Mark Cavendish om episoden. Zonneveld forklarer på sin twitter, at Cavendish ikke fik nogle kritiske spørgsmål til styrtet fik af de britiske aviser.

Skal man tro Zonnevelds beretning, viste han Mark Cavendish en langsom gengivelse af styrtet på sin tablet, da Cavendish stod ved dagspressen i mixed zone.

Derefter spurgte Zonneveld, om Cavendish ville kommentere på styrtet, hvortil Cavendish svarede, at han kunne sagsøge Zonneveld for dette. I hvert fald hvis man skal tro på Thijs Zonnevelds udlægning af sagen.

Thijs Zonneveld er i øvrigt selv professionel cykelrytter for det hollandske Parkhotel – Valkenburg-hold. Læs hele hans udlægning af epsidoden med Mark Cavendish på Zonnevelds twitterprofil her.

Ryttere og journalister forargede over Cavendish’ kørsel

Uanset om Cavendish’ kørsel får et efterspil eller ej, så har britens popularitet lidt. På twitter er diverse journalister og tidligere ryttere oprørte over den lille sprinters svaj.

Særligt den tidligere rytter Michael Rasmussen står for et af de allermest opsigtsvækkende tweets, hvori han kalder Cavendish' kørsel er langt være end laboratoriesnyd.

Også en stribe journalister lægger mærke til, at Mark Cavendish tilsyneladende ikke lader til at have nogen form for anger i forhold til svajet, der forårsagede styrtet.

Mark Cavendish blev nummer to i omnium med 194 point. Elia Viviani fra Italien sejrede med 207 point, mens danske Lasse Norman Hansen fik bronze med 192 point.