Banecykling

Dansk banerytter slår 45 år gammel rekord: - Forbandelsen er blevet brudt

Den danske banerytter William Rimkratt-Milkowski fik i Moskva slået den rekord, han har jagtet - og nu venter nye mål

- Jeg slår den i år, sagde William Rimkratt-Milkowski til TV 2 SPORT i februar.

Det var Niels Fredborgs danske rekord for 200 meter sprint på bane, han hentydede til. 10,35 sekunder lød den på. En rekord, Fredborg satte i Mexico i 1973 - og som ingen danskere siden har formået at slå. Indtil i dag.

For her lykkedes 22-årige William Rimkratt-Milkowski med sit ambitiøse mål. Til GP Moskva i den russiske hovedstad blev de 200 meter tilbagelagt på blot 10,105 sekunder. 

- Det er ligesom en myte eller forbandelse, der nu er blevet brudt. Og så er det jo fedt, at det går i opfyldelse og at det spillede så godt, som det kunne. Og så er det jo mega fedt, at det står rundt omkring nu. 

- Der har været så meget snak om Fredborgs rekord fra alle mulige sider. Den har jo fået lov til at stå. Det var det, jeg havde arbejdet op imod og idag, der skulle den bare være der. Alt, jeg kunne gøre, havde jeg gjort til perfektion, siger William Rimkratt-Milkowski til TV 2 SPORT med vanlig selvtillid.

- Lige siden den dag, jeg startede med cykling har jeg sagt "det er mig, der slår den rekord". Alle mulige har prøvet, men det er aldrig lykkedes. 

10 sekunder næste mål

Målet lykkedes for William Rimkratt-Milkowski, men det unge banetalent er ikke tilfreds. Næste mål er allerede sat.

- Nu skal man ikke bare hvile på laurbærene, nu skal den have en ekstra skalle fremad. Nu er planen, at jeg gerne snart vil under de ti sekunder som også er en fin klub, man kan komme ind i, siger Rimkratt-Milkowski, der også sender tanker i retningen af fremtidig OL-deltagelse.

William Rimkratt-Milkowski er, udover titlen som rekordindehaver, også tredobbelt dansk mester i sprint på bane.