Optimistisk banelandshold før VM: Tror på stor medaljehøst
Tre medaljer er den officielle VM-målsætning, men det kan blive til mange flere for det danske banelandshold.
Syv discipliner. Syv medaljer.
Det er de forhåbninger, det danske banelandshold har for VM.
- Inden vi starter i alle disciplinerne, går vi efter en medalje, siger landstræner Casper Jørgensen til TV 2 SPORT.
Den officielle målsætning er lidt mere beskeden. "Tre-fire" medaljer forventer den danske landstræner, men:
- Har vi heldet og rammer dagen, kan vi vinde i alle, siger han.
Også rytterne, der er rejst til polske Pruszkow, hvor sæsonens største stævne begynder onsdag, tør at drømme stort.
- Jeg er meget fortrøstningsfuld. De discipliner, vi kører, er de olympiske, og der tror jeg, at vi har en medaljechance i alle disciplinerne, siger holdets tilbagevendte stjerne Lasse Norman Hansen.
- Det er selvfølgelig ikke i alle, vi kommer til at gøre det, men det er drømmen, kommer det selvtillidsfuldt fra 19-årige Julius Johansen.
- Hvis alt flasker sig, kan vi tage det hele, tilslutter Amalie Dideriksen sig.
Tre kvinder stiller til start i fire discipliner, mens fem ryttere er i spil til de tre discipliner, Danmark stiller op i på herresiden.
World Cup-sejre giver forhåbninger
Det er ikke mindst en god vintersæson, der er skyld i den danske selvtillid.
Her vandt herrerne guld i alle de fire World Cup-afdelinger af parløb, de stillede op i, mens det blev til to guldmedaljer og en ny dansk rekord i 4000 meter holdforfølgelse.
- Og så har vi fået et dameprojekt, hvor de har gjort det rigtig godt og hurtigt er blevet en del af verdenseliten. Så det skal forhåbentlig også kaste lidt ekstra medaljer af sig, uddyber landstræner Casper Jørgensen.
Til verdensmesterskaberne i 2018 vandt Danmark tre medaljer - to af sølv og en af bronze.
I herrernes holdforfølgelse blev det til sølv, mens Amalie Dideriksen skaffede medaljer i henholdsvis omnium (sølv) og scratch (bronze).
Sidstnævnte får mulighed for at forsvare - og måske endda forbedre - de præstationer, mens Casper Folsach, Julius Johansen, Lasse Norman Hansen og Rasmus Lund er udtaget til 4000 meter-holdet, hvor Niklas Larsen er reserve.
Følg VM i banecykling på TV 2 SPORT eller TV 2 PLAY onsdag kl. 18.00.