Godt nyt for Amalie Dideriksen efter kæmpe styrt
Amalie Dideriksen er umiddelbart sluppet med skrækken, efter hun var involveret i et stort styrt ved VM i banecykling.
Amalie Dideriksen kan fortsat drømme om medaljer ved banecykling, selvom et styrt spolerede hendes første chance for metal onsdag aften.
Torsdag er der nemlig godt nyt fra hospitalet, hvor meldingerne går på, at de forventer, at hun er klar til at stille til start i både omnium og parløbet senere på ugen.
- Hun er forslået og øm, men det er som udgangspunkt intet alvorligt, siger Morten Andersson, kommunikations- og presseansvarlig for Danmarks Cykle Union, til TV 2 SPORT.
I den danske lejr frygtede man ellers for, at 22-årige Dideriksen havde brækket et ribben, fordi hun havde problemer med vejrtrækningen efter styrtet i scratchdisciplinen. Her røg hun sammen med mange andre hårdt ned i gulvet og måtte trække sig fra løbet.
- Bekymringen lige nu er, om et ribben er bukket eller brækket. Lægen har af gode grunde ikke røntgenøjne, og derfor bliver vi nok nødt til at tage af sted, sagde assisterende landstræner Martin Lollesgaard onsdag aften.
Dermed er Amalie Dideriksen altså med al sandsynlighed klar til fredagens omnium. Derudover deltager hun i parløb sammen med Julie Leth.
VM fra polske Pruszków vises direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.