Banecykling

'Ovenud lykkeligt' landshold ser allerede frem mod OL efter EM-guld

Der er stor glæde på det danske landshold over EM-guldet, men der ligger større mål i fremtiden.

Der er ingen i Europa, der kan køre fire kilometer hurtigere på cykel end det danske banelandshold.

Det beviste Lasse Norman Hansen, Julius Johansen, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund torsdag, da de i suveræn stil kørte sig til EM-guld med en sejr på hele fem sekunder over Italien i finalen.

- Det er helt fantastisk. Vi kom og håbede, at vi kunne køre på podiet, men vi havde ikke forventet, at vi ville stå med trøjerne her bagefter. Vi overrasker os selv og vores træner, fortæller Julius Johansen til TV 2 SPORT.

Også den danske landstræner Casper Jørgensen var overrasket over det danske landsholds styrke.

- Jeg er ovenud lykkelig. Jeg havde ikke troet, at vi kunne køre så stærkt allerede nu. Det er virkelig lækkert frem mod OL.

Titlen er resultatet af flere års benhårdt arbejde, der dog langt fra er fuldendt endnu.

Netop næste sommers OL er det helt store erklærede mål for de hurtige cykelryttere.

- VI har en stærk trup lige nu, og vi har flere måder at forbedre os på. Så vi ser frem mod OL og resten af konkurrencerne i år, forklarer Frederik Rodenberg.

Det danske landshold i EM-trøjen og med guld om halsen.

Til OL som medaljefavorit

Spørger man Casper Folsach, der for bare en måned siden stoppede på banelandsholdet grundet hjerteproblemer, kommer det danske landshold til at køre flere medaljer hjem det næste år. Også til OL.

- Jeg er helt vildt stolt af deres præstation. De kører fantastisk flot og helt som aftalt, siger Casper Folsach, der i stedet for selv at være til EM på cyklen må nøjes med at kommentere det for TV 2 SPORT.

- At de kan sætte sådan en verdensklassetid og slå lande som Italien og Storbritannien bringer dem op som medaljefavoritter til både VM og OL.

Torsdag aften satte danskerne en tid, der der ikke var meget mere end et sekund fra verdensrekorden, som de australske verdensmestre holder.

Det danske banelandshold fik overrakt EM-guldmedaljer og kunne iklæde sig mesterskabstrøjerne. Video: TV 2 SPORT

Drømmen om guld

Selvom Casper Folsach ikke vil tøve med at kalde Danmark for medaljefavoritter til fremtidens store prøvelser, tager banelandstræner Casper Jørgensen det lidt mere med ro.

- Man drømmer selvfølgelig om at komme til OL og vinde guld. Jeg vil dog stadig sige, at Australien umiddelbart er bedre end os, og Storbritannien kommer også med en masse frem til OL. Vi må se, lyder det fra landstræneren til TV 2 SPORT.

Mere optimistisk er Rasmus Lund.

- Vi har en rigtig, rigtig god mulighed, når man ser på, hvordan vores hold er nu.

Danmark har vundet medaljer i 4000 meter holdforfølgelsesløb to gange før. I 2016 blev det til bronze, mens landstræner Casper Jørgensen selv var med til at vinde sølv i 2008.