Banecykling

Danske kvinder er igen europamestre i parløb

Amalie Dideriksen og Julie Leth viste igen de danske farver frem til EM i banecykling.

Amalie Dideriksen og Julie Leth er europamestre i banedisciplinen parløb.

Efter en tæt dyst med især briterne og de hollandske verdensmestre sikrede danskerne sig sejren.

Det er andet år i træk, at parret vinder EM-guld i disciplinen.

Storbritannien vandt sølv med 31 point, mens Holland måtte nøjes med tredjepladsen. Danskerne scorede 33 point.

Det er tredje gang, at Danmark vinder guld ved europamesterskaberne i Apeldoorn. Også det danske 4000 meter-hold sikrede sig tidligere på ugen stjernerne, der symboliserer titlen.

Og kort efter kvindernes triumf gentog herrerne kunststykket.

Sådan forløb parløbet

Efter en rolig start viste Amalie Dideriksen og Julie Leth for alvor tænder halvvejs inde i det 120 omgange lange løb.

Her vandt det danske par to spurter i træk og rykkede dermed op på andenpladsen, et point efter de førende, hollænderne Amy Pieters og Kirsten Wild.

Kort efter havde den ene af de to hollandske verdensmestre en defekt, og så udlignede Danmark til 17-17 i stillingen. I samme ombæring bragte briterne sig imidlertid op på 16 point.

Lasse Norman Hansen, Julie Leth, Amalie Dideriksen og Michael Mørkøv med guldmedaljerne om halsen.

Men i spurten efter tog Danmark endnu en sejr, mens modstanderne helt missede pointene. Amalie Dideriksen krydsede stregen først, og så begyndte det for alvor at dufte af guld med tre spurter tilbage.

Den duft blev svagere, da Storbritannien satte fem point ind på kontoen i næste spurt, og derfor kun var ét point efter de rød-hvide.

Men igen-igen slog danskerne tilbage. Denne gang krydsede Julie Leth stregen først, så Danmark kunne sikre sig sejren med en andenplads i sidste spurt.

Lige præcis dét leverede danskerne, og derfor kan de kalde sig europamestre for andet år i træk.