Banecykling

Nyt løb bliver kørt efter aflysning af 6-dagesløbet

Michael Mørkøv og Oliver Wulff under 6-dagesløbet i februar. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Ballerup Super Arena bliver i februar vært for et 3-dagesløb. Arrangøren håber, det er kommet for at blive.

Næste års københavnske 6-dagesløb bliver ikke til noget, da arrangøren af personlige årsager måtte trække sig.

Alligevel bliver der kørt løb i Ballerup Super Arena i det nye år. Dansk Bicycle Club (DBC) har nemlig valgt at arrangere et internationalt 3-dagesløb i stedet.

- Vi synes, der er brug for et stort event i Ballerup Super Arena som afslutning på banesæsonen. Vi håber virkelig, at tilskuere og sponsorer vil bakke op vores nye projekt, så det kan udvikle sig til en fast årlig begivenhed, siger DBC's formand, Bjarne Kratholm, i en pressemeddelelse.

Det københavdske 6-dagesløb er dog ikke lagt i graven. Det genopstår i 2021, hvor det i stedet skal afvikles i Royal Arena.

I første omgang gælder det dog 3-dagesløbet i Ballerup Super Arena, hvor et af de store trækplastre bliver Michael Mørkøv.

- Det bliver hårdt at køre 3-dagsløb. Det bliver ligeså hårdt som at køre et 6-dagsløb. Det er jo klart, at når vi kører et 6-dagsløb, så er der jagter undervejs, hvor man tager en slapper, fordi man ved, at der er seks dage, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT.

- Sådan et 3-dagsløb bliver lidt mere intenst. Og i virkeligheden henvender et 3-dagsløb sig måske lidt mere til det moderne publikum. Man får tre knaldgode aftener i stedet for seks dage, der måske kan være med en tam aften ind i mellem.