Banecykling

Dansk landsholdspar kan fuldende vild '10 year challenge'

I historien om landsholdsrytterne Julie Leth og Lasse Norman Hansen spiller cykelbanen en hovedrolle.

Kender I begrebet 10 year challenge?

Det går ud på at tage et billede af sig selv med 10 års mellemrum.

Julie Leth og Lasse Norman Hansen kan tage udfordringen til det ekstreme, hvis de tager hver deres guldmedalje ved verdensmesterskaberne i banecykling i Berlin denne uge. Og det er ikke usandsynligt, for de er europamestre i tilsammen tre af de fire discipliner, de stiller op i.

For 10 år siden, den 11. august 2010 for at være helt præcis, vandt de to unge baneryttere, der dengang bare var gode venner, guldmedaljer til verdensmesterskaberne for juniorer lige efter hinanden.

Efterfølgende tog fotograferne følgende billede:

Nu håber kæresteparret, at billedet kan fornyes.

- Det vil være et helt vildt årti. Det vil være en virkelig god historie. Og det vil også betyde rigtig meget for os begge to, siger Lasse Norman Hansen, der repræsenterer de danske farver i holdforfølgelse, omnium og parløb.

- Det vil være helt vanvittigt, tilføjer Julie Leth, der kører kvindernes parløb.

Kærlighed til banen

Lasse Norman Hansen

Navn: Lasse Norman Hansen

Alder: 27 år (11/2-1992)

Fra: Nørre Søby

Baneresultater: Olympisk mester i 2012 og bronzevinder i 2016 i omnium og holdforfølgelse, europamester i parløb og holdforfølgelse samt vinder af flere VM-sølv- og bronzemedaljer i holdforfølgelse, omnium og parløb

Landevejshold: Alpecin-Fenix

Når den såkaldte 10 year challenge er en mulighed for Julie Leth og Lasse Norman Hansen, skyldes det ikke mindst, at de nærer stærke følelser for banesporten.

- Jeg er bare helt vild med banen. Jeg tror aldrig rigtigt, at jeg kommer til at slippe den, fortæller Lasse Norman Hansen.

Både han og Julie Leth har ellers prøvet på det. De har i perioder prioriteret landevejen og sat aktiviteterne på banen på pause. Men kun for at vende tilbage til sporten.

- Jeg har haft en lidt længere pause på banen, end Lasse har haft, fortæller Julie Leth, der gjorde comeback i 2018.

Julie Leth

Navn: Julie Leth

Alder: 27 år (13/7-1992)

Fra: Mårslet, Aarhus

Baneresultater: Dobbelt europamester og VM-bronzevinder i parløb (med Amalie Dideriksen) samt flere danmarksmesterskaber på tværs af discipliner

Landevejshold: Ceratizit-WNT Pro Cycling 

- Men jeg tror at køre bane for mig, det er lidt ligesom at komme hjem. Det har altid været den følelse, jeg har fået, når jeg kom ind på banen efter lang tid. Jeg ved ikke, hvad der er ved det, men jeg har bare altid elsket det, siger Julie Leth.

- Vi er begge to i gang på landevejen og kører for professionelle hold, og det er dér, vi tjener de penge, vi skal leve af. Men jeg tror også, at når man er vokset op med banen, så er det virkelig svært at slippe. Der er noget over det, som vi begge to elsker, forklarer Lasse Norman Hansen.

Det var faktisk også på Aarhus Cyklebane, at Julie Leth og Lasse Norman Hansen mødtes. Til landsmesterskaberne, som det hed, da de var helt unge.

Historien bag billedet

Når den såkaldte 10 year challenge er en mulighed, skyldes det også en god portion held, for det var faktisk tæt på, at billederne fra 2010 aldrig var blevet til virkelighed.

Lasse Norman Hansen havde nemlig ikke den store tiltro til sin landsholdskollega og gode ven Julie Leth, der kort efter, han selv havde vundet guld i individuelt forfølgelsesløb, skulle jagte en medalje af samme karat i pointløb. Hun kom nemlig ikke specielt godt fra land.

- Jeg skulle til dopingkontrol, så jeg stod med kontrollanterne, kiggede på det, og efter tre-fire spurter tænkte jeg: ”Det der bliver ikke til noget helt vildt. Jeg går ikke glip af noget", fortæller Lasse Norman Hansen.

- Men han gik glip af noget, udbryder Julie Leth.

- For han kommer op, og så er jeg blevet juniorverdensmester.

Så hvornår er billedet taget?

- Det er taget lige efter dopingkontrollen, hvor jeg nærmest kommer løbende hen til podiet, hvor Julie er ved at være færdig, forklarer Lasse Norman Hansen.

- Ja, jeg havde lige været på podiet og fået min medalje, og så tror jeg, at de ville have billeder af mig alene. Og jeg tror, at jeg følte mig lidt forklejnet og alene oppe på podiet, og så så jeg Lasse, lyder det fra Julie Leth.

- Og så gik der ikke lang tid, inden jeg hoppede derop, afslutter Lasse Norman Hansen.

"Kiss, kiss, kiss", råbte fotograferne, der ikke helt havde forstået, at de to unge baneryttere bare var venner. Den pragmatiske løsning blev et kys på kinden.

To særlige parløb

Det venskabelige forhold udfoldede sig med tiden.

- I løbet af sommeren 2015 udviklede det sig stille roligt til mere, og til vi endelig tog springet i oktober og blev rigtige kærester, fortæller Lasse Norman Hansen.

Og nu rejser de altså med resten af det succesrige banelandshold rundt og kan dele op- og nedture.

Det kan somme tider være hårdt, som i denne World Cup-sæson, hvor Lasse Norman Hansen fra inderkredsen fik en speciel oplevelse, inden han selv skulle i ilden.

Danske Julie Leth styrtede under parløbet ved World Cup-stævnet i Glasgow Video: Christopher Roth

- Jeg sidder og varmer op, mens Julie kører cykelløb, og så vælter hun ikke mindre end to gange undervejs, Det var sgu ikke lige så fedt at sidde og varme op til, fortæller han og indrømmer, at det er umuligt ikke at være opmærksom på den andens gøren og laden.

- Og hvis de vælter oppe på banen, ser man det selvfølgelig, for så giver det et ordentligt brag. Der er det ikke sjovt at se hende ligge deroppe og rode rundt, siger Lasse Norman Hansen.

- Jeg nåede at komme ned og sige: ”Jeg er okay”, før han skulle køre, tilføjer Julie Leth med et smil.

Heldigvis er det da også for det meste rigtig fedt at rejse rundt med sin kæreste.

Til efterårets europamesterskaber gik det hele op i en højere enhed, da Julie Leth med makkeren Amalie Dideriksen genvandt EM-guld i parløb, inden Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv gentog den bedrift. Præcis 63 minutter senere.

Kæresteparret Lasse Norman Hansen og Julie Leth blev begge europamestre i parløb. Video: Bo Bentsen

- Første gang, vi får set hinanden, er da jeg kommer ned fra banen, efter Michael og jeg har vundet, så det er bare en kæmpe forløsning, fortæller Lasse Norman Hansen om det emotionelle øjeblik, der gik Europa rundt.

- Det er så vildt, at det går op i en højere enhed for os begge to på samme tid. Og det tilføjer lidt ekstra til det, at man både er virkelig glad selv, men også ekstremt glad på hinandens vegne. Der er bare virkelig mange følelser, når det sker inden for så kort tid, siger Julie Leth.

Vil være nødt til at efterligne billederne

Til verdensmesterskaberne i banecykling, som starter i Berlin onsdag, kører Julie Leth og Lasse Norman Hansen ikke parløb samme dag.

Men lørdag, hvor Amalie Dideriksen og Julie Leth jagter VM-guldet i parløb, stiller Lasse Norman Hansen op i omnium.

Derudover er han med Julius Johansen, Frederik Rodenberg og Rasmus Lund Pedersen blandt medaljefavoritterne i holdforfølgelse, hvor der er finale torsdag, mens han og Michael Mørkøv går efter VM-striberne i søndagens parløb.

Muligheden er der derfor for nye fotografier med VM-guldmedaljer.

- Det vil være helt vanvittigt. Jeg tror slet ikke, at jeg vil kunne…, begynder Julie Leth.

- Vi ville være nødt til at prøve at efterligne de her billeder, afbryder Lasse Norman Hansen.

- Ja, det kan være, at vi skal prøve at lave sådan en 10 year challenge, griner Julie Leth.

- Ej, vi vil gøre vores bedste, og så må vi se, hvad vi kan diske op med. Jeg vil også være rigtig glad, hvis Lasse kan vinde en guldmedalje – og omvendt, tilføjer hun.

Du kan følge verdensmesterskaberne i banecykling på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra onsdag kl. 18.20.