Her er det danske banelandshold til VM i Berlin
Banelandstræner Casper Jørgensen har afsløret, hvem der skal repræsentere Danmark i hvilke discipliner til VM.
Danmark stiller op til verdensmesterskaberne i Berlin med syv europamestre og store ambitioner.
Banelandstræner Casper Jørgensen har fredag fordelt kortene til mesterskabet, der begynder i den tyske hovedstad på onsdag.
Herrer:
- 4000 meter-holdforfølgelse: Frederik Rodenberg Madsen, Julius Johansen, Lasse Norman Hansen og Rasmus Lund Pedersen (reserve: Matias Malmberg)
- Omnium: Lasse Norman Hansen
- Parløb: Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv
Kvinder:
- Omnium: Amalie Dideriksen
- Parløb: Amalie Dideriksen og Julie Leth
- Pointløb: Trine Schmidt
Danmark satser mest på OL-disciplinerne holdforfølgelse, parløb og omnium, og det er netop her, at de syv forsvarende europamestre stiller til start, mens Trine Schmidt, der faktisk vandt dobbelt EM-guld på banen i Berlin i 2017, kører kvindernes pointløb.
Den gode præstation til EM samt generelt lovende resultater i vinterens World Cup-afdelinger giver anledning til dansk optimisme.
- Jeg synes egentlig, at vi har en mulighed for at få medalje i alle de fem OL-discipliner, vi stiller op i. I nogle discipliner er den bedre end andre, men der er ikke nogen discipliner, hvor jeg ser, at vi er helt chanceløse, siger banelandstræner Casper Jørgensen til TV 2 SPORT.
Hvad er den officielle målsætning?
- For at være ærlig så arbejder vi ikke med sådan nogle målsætninger. Jeg har bare den tilgang, at vi skal prøve at se, om vi kan vinde en medalje i alle fem discipliner. Dermed ikke sagt, at jeg bliver megaskuffet, hvis det kikser i en eller to af dem, men jeg håber da på, at vi kan være med i kampen om medaljer i alle discipliner.
Den mangeårige leder for det danske baneprojekt glæder sig over udviklingen på holdet.
- Jeg synes generelt, at det går godt lige for tiden, og jeg synes, at rytterne er stærkere, end de har været før, siger Casper Jørgensen, der sammenligner de danske medaljemuligheder med sidste års, hvor det blev til metal i tre discipliner.
Michael Mørkøv gør VM-comeback
Casper Folsach vandt sammen med Lasse Norman Hansen sølvmedaljer i herrernes parløb, mens de to sammen med Julius Johansen, Niklas Larsen og Rasmus Lund Pedersen tog bronzemedaljer i holdforfølgelse.
På kvindesiden sørgede Amalie Dideriksen og Julie Leth for bronzemedaljer i polske Pruszków.
Siden sidste års VM har Casper Folsach måtte stoppe karrieren på grund af hjerteproblemer, mens Niklas Larsen sidder ude med en skade.
Til gengæld er Frederik Rodenberg Madsen blevet klar til at træde ind på 4000 meter-holdet, mens Michael Mørkøv gør VM-comeback efter 10 års fravær.
Den 34-årige profil vandt guld i parløb med Alex Rasmussen i 2009 og agter at gentage den bedrift med Lasse Norman Hansen til årets VM.
- Vi blev europamestre tilbage i oktober og vandt den efterfølgende World Cup, så vi har vundet de internationale konkurrencer, vi har kørt sammen, så derfor har vi selvfølgelig ambitioner om at blive verdensmestre næste weekend, siger Michael Mørkøv.
Du kan følge verdensmesterskaberne i banecykling på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra på onsdag.