Banecykling

Dansk verdensmester gjorde comeback efter vigtigt opkald: - Det bedste i mit liv

Torsdag aften var Rasmus Lund Pedersen med til at vinde VM-guld i 4000 meter holdforfølgelsesløb. Noget, som han ikke havde set komme for to år siden.

Amerikansk fodbold og cykling er umiddelbart to sportsgrene, der ligger langt fra hinanden.

Men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan gå fra den ene sportsgren til den anden - og tilbage igen.

Jeg tror, at noget af det bedste, der er sket i mit liv

Rasmus Lund Pedersen

Det er den danske cykelrytter Rasmus Lund Pedersen et lysende eksempel på. I 2016 mistede han lysten til at cykle og begyndte i stedet til amerikansk fodbold, hvor han spillede for Odense Badgers.

Men to år senere vendte lysten til den tohjulede tilbage - og det skyldtes i særdeleshed en opringning fra banelandsholdets landstræner, Casper Jørgensen.

- Jeg tror, at noget af det bedste, der er sket i mit liv, er Caspers opringning, hvor han spurgte, om jeg ikke havde lyst til at komme tilbage til banen. Jeg må bare sige, at det var det helt rigtige valg, siger Rasmus Lund Pedersen til TV 2 SPORT.

"Jeg tror ikke, der er noget, der kan beskrive det"

Torsdag aften var den 21-årige dansker så med til at vinde VM-guld og smadre verdensrekorden i 4000 meter holdforfølgelsesløb i Berlin sammen med holdkammeraterne Julius Johansen, Frederik Rodenberg og Lasse Norman Hansen.

En triumf, der kom i hus efter et kvalifikationsløb og et løb i første runde, hvor de i begge løb også satte verdensrekord.

- Jeg tror ikke, der er noget, der kan beskrive det her. Det er noget, vi har kæmpet og trænet for i så mange år. Det har været for, at vi kan stå i sådan en situation som den her. Det er helt uvirkeligt. Og så en ny verdensrekord, siger Rasmus Lund Pedersen.

- Det er virkelig fantastisk. Også det her med at vi kan dele det her sammen. Vi er jo blevet bedste venner, når vi har været afsted på de her ture.

VM-guldet var kun et skridt på vejen mod årets helt store mål for den danske kvartet. Til sommer er der OL, og derfor skal fokus hurtigt rettes mod forberedelserne til legene i Tokyo. Men der skal også være plads til at fejre titlen som verdensmester.

- Det er kun noget, man drømmer om. Alle cykelryttere vil gerne trække regnbuetrøjen over hovedet. Nu er det bare om at komme ud og nyde det og så holde skruen i vandet, siger Rasmus Lund Pedersen.

Danmark har nu vundet VM-guld i holdforfølgelsesløb to gange i historien. Første gang det skete var i 2009, hvor danskerne slog Australien i finalen.