Mørkøv ligger i uvished med 'dårlig samvittighed'

Michael Mørkøv er fredag blevet isoleret på sit hotelværelse ved VM i banecykling.

Michael Mørkøv var én af mange danske landsholdsryttere, der var med til at fejre den suveræne kvartet med Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen, der i suveræn stil vandt VM i i 4000 meter holdforfølgelse torsdag.

Men dagen derpå ærgrer Michael Mørkøv sig nu over, at han var med til at juble sammen med de suveræne danske verdensmestre.

Den 34-årige danske banerytter kom nemlig til VM i Berlin direkte fra UAE Tour, der torsdag måtte aflyse løbets to sidste etaper efter to italienske holdmedarbejdere var blevet testet positivt for Coronavirus.

- Det har jeg det selvfølgelig ikke så godt med. Jeg har lidt dårlig samvittighed, fortæller Michael Mørkøv til TV 2 SPORTs reporter ved VM i Berlin, der fik et telefoninterview med den danske landsholdsrytter.

Fredag har Michael Mørkøv nemlig i samråd med landstræner Casper Jørgensen besluttet at lade sig isolere på sit hotelværelse for at afvente en reaktion fra Den Internationale Cykelunion, UCI, der torsdag besluttede at alle ryttere i det nu aflyste UAE Tour skulle testes for Coronavirus og nu skal tage stilling til Mørkøvs videre færd ved VM.

- Det er jo ikke særlig fedt at komme derfra og potentielt have taget det med til alle mine kollegaer her, siger Michael Mørkøv, der dog understreger, at han har det godt og ikke mærker noget til nogen form for sygdom.

- Personligt ser jeg chancen for, at jeg er ramt som værende meget lille, men jeg havde det alligevel bedst med at holde mig isoleret få ikke at være smittebære. Jeg har aboslut ingen symptomer, jeg føler mig utrolig frisk og fuld af energi.

Frustreret over UCI

Men ventetiden for den danske landsholdsrytter, der søndag kører efter VM-medaljer i parløb, er lang.

Særligt når der ikke er meget nyt at hente eller få fra UCI, der skal tage endegyldigt stilling til, om Mørkøv for lov til at stille op ved VM.

- UCI fortæller mig utrolig lidt. Jeg har fået utroligt få informationer. Til at starte med fik jeg fortalt, at jeg ville blive testet her til morgen, men det er ikke sket. Jeg ved, DCU presser på for at komme videre med den her sag, forklarer danskeren til TV 2 SPORT.

- Nu ligger jeg her i uvished. Jeg ved ikke, om jeg er købt eller solgt. Jeg prøver at se positivt på det. Men jeg kunne godt blive lidt bange for, at det ender politisk, og at der ikke er nogen, der tør tage en beslutning, og at det så ender med en udelukkelse.

TV 2 SPORT har fredag forsøgt at få en kommentar fra UCI, der ikke har nogen kommentarer til Michael Mørkøvs situation.