Banecykling

Royal Arena i kovending: Vil ikke afholde seksdagesløb i 2021

Oliver Wulff og Michael Mørkøv  Bilka 6-dagesløbet i Ballerup Super Arena i Ballerup i 2019. Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Royal Arena skulle have dannet ramme om det københavnske seksdagesløb, men den plan er nu droppet.

Det københavnske seksdagesløb bliver ikke afholdt i Royal Arena i 2021 alligevel.

Det skriver Royal Arena i en pressemeddelelse.

Ifølge arenaens administrerende direktør, Dan Hammer, har man besøgt seksdagesløb i andre lande og været i kontakt med sponsorer, baneleverandører og tv-selskaber i en "meget grundig og relativt bekostelig proces".

- På trods af mange positive tilkendegivelser må jeg desværre konstatere, at forudsætningerne for at gennemføre et seksdagesløb i Royal Arena i 2021 ikke er til stede.

- Det er en helhedsvurdering af de praktiske, økonomiske og samfundsaktuelle udfordringer, der har ført til beslutningen, siger Dan Hammer.

Blev ikke afviklet i 2020

Heller ikke i 2020 er der afholdt seksdagesløb. I oktober sidste år valgte arrangøren Michael Sandstød at aflyse løbet, der skulle være kørt i januar i år, af personlige årsager.

Kort efter blev det meddelt, at løbet fremover skulle køres i Royal Arena.

Det københavnske seksdagesløb blev kørt første gang i 1934 i Forum på Frederiksberg.

Efter en pause under Anden Verdenskrig og i nogle år derefter blev løbet genoptaget og var en årlig begivenhed frem til 1960, hvorefter det blev indstillet. I 1976 blev traditionen genoplivet med stor succes og danske navne som Ole Ritter, Gert Frank og Hans-Henrik Ørsted som trækplastre.

Forum lagde for sidste gang gulv til seksdagesløb i 1999, og løbet flyttede til Ballerup. Siden 2005 har der hver vinter været seksdagesløb i den moderne arena.

I 2019 blev løbet vundet af belgierne Moreno De Pauw og Kenny De Ketele.