OL Tokyo 2020

Her er reglen, der sendte Danmark i OL-finalen

Der var stor forvirring om udfaldet af OL-semifinalen, efter en britisk og en dansk banerytter styrtede i slutningen af løbet.

En mand med en pistol spillede en helt afgørende rolle, da Danmarks banelandshold i 4000-meter kvalificerede sig til OL-finalen.

Hans skud sørgede for, at OL-semifinalen blev afblæst i tide. For under et sekund efter bragede Frederik Rodenberg direkte op i Storbritanniens Charlie Tanfield.

- Lige da det (styrtet, red.) skete, anede jeg ikke, hvad konsekvensen var. Ret hurtigt fandt jeg ud af, løbet bliver skudt af, hvis de oplever, det andet hold er indhentet, siger Danmarks Cykle Unions (DCU) elitechef, Morten Bennekou til TV 2 SPORT, om den store forvirring i afslutningen på semifinalen.

- Ham, der stod med pistolen og skød løbet af, sagde ret hurtigt til kommissærerne, at han havde skudt det af inden påkørslen. Der lød det som om, vi havde en god sag.

Inden for en meters afstand

Det var da også helt efter reglerne, personen skød løbet af.

Nærmere bestemt paragraf 3.2.081 i regelbogen hos den internationale cykelunion (UCI). Her står der, at "et hold er indhentet, når modstanderholdet (med mindst tre ryttere sammen) er inden for en meters afstand."

Selvom det stod tydeligt i regelbogen, gik der lang tid, før der kom en endelig afklaring. Både den danske og britiske lejr skulle høres.

Først efter halvanden time kom bekræftelsen på den danske finaleplads.

Så hvis ham, der skød løbet af, havde været et sekund langsommere, kunne det være gået ud til briternes fordel?

- Det kan man godt sige, ja, siger Bennekou.

Verdensrekordindehaver venter i finalen

Danmark var på vej mod en sikker finaleplads, da styrtet mellem de to nationer indtraf. Charlie Tanfield var blevet sat fra sine to resterende holdkammerater og var ved at blive overhalet med en omgang af det danske hold, da Rodenberg kørte op i ham kort for løbets afslutning.

Rodenberg har efterfølgende sagt, at han har fået hudafskrabninger, men at han ellers er helt klar til finalen.

Den foregår onsdag klokken 11.06 mod Italien, der i semifinalen slog Danmarks verdensrekord.