OL Tokyo 2020

Drengeryttere har givet danske kvinder modstand før OL

Julie Leth og Amalie Dideriksen har måttet arrangere træningsløb med mandlige ungdomsryttere før OL.

Fredag skal Amalie Dideriksen og Julie Leth slås om OL-medaljer med en række andre kvinder i parløb ved OL.

Men da den danske duo senest kørte noget, der mindede om et cykelløb på banen, var det mod mænd. Eller snarere drenge.

De to OL-ryttere har nemlig i mangel på internationale stævner måttet arrangere træningsløb med juniordrenge i Ballerup Super Arena for at få træning før legene.

- Vi har forsøgt at simulere et felt, når der nu ikke har været så mange cykelløb på grund af pandemien.

- Der er ikke nok kvindelige topryttere i Danmark, til at man kan lave et felt med kvinder. Så vi har trænet med de danske juniordrenge, forklarer Amalie Dideriksen.

- Alle har en del rust

Det danske par er taget til Japan med realistiske medaljechancer. I hvert fald hvis man skal bedømme ud fra tidligere resultater. To EM-guld og en VM-bronze er det blevet til i de senere år.

Men også her skal man tage det forbehold, at der ikke har været internationale konkurrencer siden VM i Berlin februar 2020. Og derfor bliver det en udfordring bare at sidde i et toptændt felt igen.

- Jeg tror, at alle har hel del rust, de skal have banket af i forhold til dynamikken i et felt, siger Amalie Dideriksen.

Men vi har også vist, at når vi præsterer vores bedste, kan vi også tage en medalje

Amalie Dideriksen

OL bliver det foreløbige højdepunkt i Dideriksen og Leths samarbejde.

Det er det, de har arbejdet hen imod i de senere år, og de fornemmer begge, at det ikke bare er et almindeligt stævne, der venter på velodromen i Izu et par timer uden for Tokyo.

- Da vi simulerede løbet med juniordrengene, var vi begge pænt nervøse. Det er så lang tid, siden vi har kørt et parløb, siger Julie Leth.

- Samtidig har vi lagt så mange års arbejde i det her, at de ville være mærkeligt, hvis det ikke gav kriller i maven, når nu det hele skal kulminere.

Tæt i toppen

Parløb for kvinder er en helt ny disciplin i OL-sammenhæng, og derfor har alle nationer startet fra bunden.

Nationer som Danmark, der har en stor banecykelkultur, har haft et forspring, men efterhånden er flere nationer begyndt at kunne gøre sig gældende i disciplinen.

- Vi ved, at der kommer rigtig mange gode par fra start, og at det bliver rigtig tæt i toppen.

- Men vi har også vist, at når vi præsterer vores bedste, kan vi også tage en medalje. Det er helt klart det, vi er kommet for at gøre, siger Amalie Dideriksen.

Kvindernes parløb begynder fredag klokken 10.15 dansk tid.