Banecykling

Værdifulde italienske guldcykler stjålet

Politiet er sat på sagen, efter det italienske banelandshold har fået stjålet 20 cykler ved VM.

De vågnede op til et chok i den italienske lejr.

For da staben skulle køre en varevogn hjem til Italien fra VM i banecykling i Roubaix, var den nemlig helt tom.

20 cykler - heriblandt 15 banecykler, 5 landevejscykler samt andet udstyr - var i alt sat i varevognen efter det individuelle forfølgelsesløb fredag aften. Men lørdag morgen var de der ikke længere.

Ifølge den italienske sportsavis Gazzette dello Sport løber værdien af cyklerne op i flere hundrede tusinde euro.

Blandt de stjålne cykler var blandt andet de guldcykler, som OL-guldvinderne Jonathan Milan, Filippo Ganna, Francesco Lamon og Simone Consonni har fået speciallavet. Disse skulle alene være omkring 30.000 euro – 220.000 kroner - værd per styk.

Cyklerne er specialfremstillede, hvor titaniumstyret alene er 10-15 tusind euro - 74.000 - 110.000 kroner - værd per styk.

Havde foretaget foranstaltninger

Robert Amadio, der er leder for den italienske delegation ved VM i banecykling, er irriteret og frustreret over tyveriet.

- De (tyvene, red.) var godt organiseret. Vi vidste, at det kunne ske, så vi valgte at bo på et hotel med egen, overvåget parkering. Men tilsyneladende stoppede det ikke gerningsmændene, siger han til Gazzetta dello Sport.

Italienerne, der skal i aktion lørdag og søndag, kan dog fortsætte, da deres udstyr befinder sig på velodromen i Roubaix.

Det italienske forbund oplyser, at det franske politi nu er på sagen.

Du kan se VM i banecykling på TV 2 PLAY.