Banecykling

Da fejlen blev opdaget, var det for sent for dansk talent

Tobias Aagaard måtte nøjes med en 11.-plads i udskilningsløb ved Nations Cup, da en dommerfejl satte en stopper for hans løb.

Se Nations Cup på TV 2 PLAY.

20-årige Tobias Aagaard Hansen nåede fredag finalen i banedisciplinen udskilningsløb ved Nations Cup i Glasgow.

I udskilningsløb bliver rytterne én efter én elimineret. Det gælder om at undgå at være sidst over målstregen, efter en klokke i arenaen har lydt, og da halvdelen af feltet var blevet elimineret, var Aagaard stadig med.

Det er bare åndssvagt for at sige det mildt

Frederik Rodenberg, ekspert

Men da feltet skulle skæres ned til ti ryttere, lå han pludselig i den tunge ende. Meget tunge ende.

Cykelekspert Frederik Rodenberg nåede lige at komme med et positivt udbrud om, at Aagaard klarede den, da der samtidig kom et rødt skilt med bogstaverne 'ELI' frem ud for danskerens navn.

Siden blev Aagaards navn kaldt over anlægget, så han stoppede med at køre. Afgørelsen var uhyre svær at få øje på, men fejlen blev opdaget - og 'ELI'-skiltet fjernet. Men for sent.

Feltet bragede fremad, mens Aagaard forsøgte at lukke hullet til det. Ingen chance. Det blev ved en 11.-plads.

- Det er bare åndssvagt for at sige det mildt. Sådan noget må ikke ske. Og det er ikke Tobias’ fejl. Der skal være nogle regler i stand, som sørger for, at det ikke kan ske, siger Frederik Rodenberg

- Det sker sommetider, og havde det været et OL, havde det været noget rigtig lort. Så der er noget, der ikke helt fungerer, for det er ikke i orden.

- Jeg tror ikke rigtig, de kan gøre noget nu. Det er synd. Måske de klager og er utilfredse, men der er ikke så meget at gøre.

På landsholdet er der stor ærgrelse over fejlkendelsen, men vælger samtidig at se positivt på præstationen fra unge Aagaard.

- Det, vi tager med herfra, er, at Tobias i den grad viser, at han har formatet til at køre det her løb. Og det er faktisk et rigtig svært løb at køre. Det er ikke noget, man bare lige lærer. Han kører med stort mod og med flot fysik, siger assisterende banelandstræner Martin Lollesgaard.

Udskilningsløbet blev vundet af italienske Elia Viviani.

Lørdag klokken 19.30 er der mere banecykling fra Nations Cup. Se med på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.