Banecykling

Dansk banerytter slår Lasse Normans rekord fra OL

Carl-Frederik Bévort satte fredag ny dansk rekord i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb.

Se Nations Cup på TV 2 SPORT X og TV 2 PLAY.

Det blev ganske vist ikke til en finaleplads for cykelrytteren Carl-Frederik Bévort i 4000 meter individuelt forfølgelsesløb fredag.

Men på banen i den skotske storby Glasgow kunne danskeren glæde sig over at have sat ny dansk rekord.

18-årige Bévort tilbagelagde de fire kilometer i tiden 4 minutter og 14,04 sekunder.

Det var hurtigt nok til at kappe knap et sekund den tid, Lasse Norman Hansen satte ved OL i Rio i 2016, hvor det samtidig blev olympisk rekord.

Dengang skete det som en del af omnium-konkurrencen, hvor rytterne også dyster i en stribe andre discipliner.

Desværre for Bévort var der adskillige andre, der kørte hurtigere i fredagens konkurrence, der er en del af banestævnet Nations Cup.

Hans tid var den tiendebedste i kvalifikationen, og han deltog derfor ikke i de afgørende runder senere fredag. I finalen var franskmanden Corentin Ermenault stærkest i duellen med tyske Nicolas Heinrich.

Nations Cup er en årligt tilbagevendende begivenhed. Den består af tre stævner, og konkurrencen i Glasgow er den første i rækken.

Også lørdag og søndag dystes der på den skotske bane.

De næste Nations Cup-stævner køres i Canada og Colombia i henholdsvis maj og juli.