Banecykling

Ganna smadrer historisk timerekord

Fillipo Ganna er ny indehaver af timerekorden, da han smadrede den tidligere rekord med adskillige meter.

Intet andet menneske har nogensinde kørt længere på cykel på en time, end det Filippo Ganna gjorde lørdag aften.

Han har nemlig sat en ny utrolig timerekord, efter han har smadret britiske Dan Bighams rekord med hele 1244 meter.

26-årige Ganna kørte nemlig 56,792 kilometer på en time på banen i Schweiz.

Bighams rekord lød på 55,548 kilometer.

Det særlige med Ganna og Bigham er, at briten arbejder for INEOS og har hjulpet Ganna med at blive bedre på banen.

Italieneren startede stille ud, men efter 20 minutters kørsel satte han farten op og så sig ikke tilbage.

Havde masser af fart

Med sin imponerende bedrift slog Ganna, der er tidligere dobbelt verdensmester i enkeltstart, også den uofficielle verdensrekord på 56,375 kilometer, som har stået siden 1996.

Den blev sat af britiske Chris Boardman på en cykel, der ikke længere er lovlig. Boardman kørte på en såkaldt "superman"-cykel, hvor briten kunne have armene strakt ud foran sig, så han dermed var ekstra aerodynamisk.

Efter det første kvarter havde Ganna lørdag kørt 13,75 kilometer, hvilket svarede til en gennemsnitshastighed på 54,8 kilometer i timen.

Men italieneren havde stadig masser fart i benene. Halvvejs havde Ganna i snit kørt 55,7 kilometer i timen, og så kunne han så småt begynde at øjne rekorden.

Endnu bedre så det ud for Ganna efter tre kvarter, hvor italieneren havde kørt 42,25 kilometer svarende til en gennemsnitshastighed på 56,4 kilometer i timen.

Men de sidste kilometer er selvsagt de hårdeste, og spørgsmålet var, om Ganna havde administreret sine kræfter rigtigt. Det havde han tydeligvis, for italieneren blev ved med at lægge lidt på sin gennemsnitshastighed.

Flere danskere har gennem de seneste år forsøgt at slå timerekorden. Ingen er dog lykkedes med det. Martin Toft Madsen er indehaver af den danske rekord i disciplinen, efter at han i august 2019 tilbagelagde 53,975 kilometer på Odense Cykelbane.