Banecykling

- Hun styrter altid, siger VM-dansker om farlig situation

Amalie Dideriksen udviste stor kontrol på cyklen og undgik med nød og næppe et styrt tidligt i udskilningsløbet ved VM i omnium.

Der var blot kørt tre omgange, da danske Amalie Dideriksen fik sig et mindre chok, som kunne have kostet hende dyrt, inden VM-løbet for alvor var blevet skudt i gang.

Dideriksen lå bagerst i feltet, da portugisiske Maria Martins styrtede ved siden af hende og var lige ved at tage danskeren med i faldet. Den 26-årige dansker udviste dog kølighed i situationen og holdt sig på cyklen.

Jeg synes altid, at portugiseren styrter i de udskilningsløb

Amalie Dideriksen

En cykelteknisk snilde fra Dideriksens side, som imponerede TV 2 SPORTs cykelekspert, da slowbillederne af styrtet kørte over skærmen.

- Man ser, hvordan Amalie Dideriksen råber (inden styrtet, red.). Det kræver noget styrke i ens core at kunne holde cyklen lige ud der, lød det fra Rasmus Quaade.

Dideriksen troede, hun ville styrte

Amalie Dideriksen blev elimineret som den niendesidste rytter i konkurrencen, hvor feltets bagerste rytter ryger ud af konkurrencen efter hver anden omgang. Efterfølgende langede hun lidt ud efter sin portugisiske kollega.

- Jeg troede faktisk, at jeg ville styrte. Jeg får også revet mine skoovertræk op på højre side, hvilket lidt viser, hvor tæt det var på.

- Jeg synes altid, at portugiseren styrter i de udskilningsløb og tager nogle chancer, man ikke behøver at tage. Hun er ved at rive hos andre ned. Det er super irriterende. Jeg er glad for, at jeg undviger det og egentlig får samlet mig selv op mentalt, sagde danskeren til TV 2 SPORT efter løbet.

Udskilningsløbet er en del af omnium, som består af i alt fire forskellige konkurrencer.

Amalie Dideriksen endte på en samlet niendeplads 35 point efter den amerikanske vinder Jennifer Valente.