Dansker misser VM-medalje – ventede halv time på afgørelse
En flot slutspurt i omnium-konkurrencen rakte lige akkurat ikke til VM-medalje for Niklas Larsen, der ellers undervejs lå virtuelt på en tredjeplads.
Klokken 20.55 var det afgørende pointløb i omnium-disciplinen færdigkørt, men dramatikken fortsatte på skrivebordet.
Omkring en halv time skulle der gå, før dommerne var klar med et officielt resultat, og her stod det klart, at Niklas Larsen endte som samlet nummer fire.
Den 25-årige dansker lå ellers virtuelt på tredjepladsen på sidste omgang, men det ændrede franske Benjamin Thomas på. Hjemmebanehelten havde sammen med Ethan Hayter held med at hente feltet med en omgang, og det skete stort set på målstregen på sidste omgang, hvilket skabte forvirring på dommerbordet.
Inden den afsluttende disciplin i omnium, der er en konkurrence i fire forskellige discipliner, så det svært ud for Niklas Larsen, hvis det skulle ende med medalje. Her lå han langt væk fra toppen som nummer ni.
Han rakte dog i den grad ud efter metal, da han var en af de mest aktive i pointløbet, hvor han undervejs hentede feltet med en omgang.