- Det sortnede lidt for øjnene, siger dansker efter misset medalje
Niklas Larsen kunne dufte en bronzemedalje, men danskeren måtte nøjes med en fjerdeplads ved VM i omnium.
Det var SÅ tæt på, men på den sidste omgang blev en dansk VM-bronzemedalje forvandlet til den utaknemmelige fjerdeplads.
Niklas Larsen kørte et flot pointløb, men det lykkedes ikke at få metal med hjem fra VM i omnium.
- Jeg kørte bare alt, hvad jeg kunne. Det sortnede næsten lidt for øjnene, men jeg fik desværre ikke feltet med til sidst. Og så missede jeg også pointene til sidst.
- Måske lidt kølighed havde gjort, at jeg havde fået et anderledes resultat, men jeg synes, at jeg viste kampgejst, siger Niklas Larsen til TV 2 SPORT.
Skuffende indsats tidligere på dagen
Den 25-årige banerytter lå virtuelt på tredjepladsen indtil løbets sidste meter, men det lykkedes akkurat franskmanden Benjamin Thomas at tage en omgang på feltet og skubbe danskeren væk fra podiet.
Niklas Larsen gjorde ellers, hvad han kunne for at lukke hullet.
- Jeg hørte et par danskere ude blandt publikum, som råbte; 'det er nu, det er nu!'. Og så tænkte jeg; 'næste gang, de slår op (i banen, red.), så giver jeg den en røvfuld', lyder det fra danskeren.
Men det havde Niklas Larsen som bekendt ikke held med og med et skidt resultat i udskilningsløbet tidligere lørdag, så endte danskeren udenfor medaljerne.
- Jeg havde ikke, hvad der skulle til for være med i udskilningsløbet. Det er lidt svært at forklare. Jeg ville vise i pointløbet, at jeg stadig havde det, der skulle til. Det var det, der holdt mig oppe derude, siger han.
Guldforhåbninger
Benene var dog gode, og det har styrket troen på, at det kan blive til guld i søndagens parløb sammen med Michael Mørkøv.
- Ja, ja, ja, helt sikkert, helt sikkert. Den styrke, jeg har, er i hvert fald til, at vi kan være med, og vores konkurrenter kørte også i dag, og de er lige så færdige. Jeg synes, at det er gode takter, siger Niklas Larsen.
Du kan se to danskere i aktion i parløbet søndag klokken 14.30.
Det foregår på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY, og det er fra klokken 11:55.