Banecykling

- Vi kunne godt have taget den VM-trøje

Amalie Dideriksen og Julie Leth sikrede en VM-bronzemedalje i lørdagens løb.

De drømte om guld, men det endte med en medalje af bronze for Amalie Dideriksen og Julie Leth i lørdagens VM i parløb.

Derfor stak følelserne også i flere retninger hos den danske duo efter løbet.

- Det lyder meget godt med medaljen. Man prøver altid at vinde, men de seneste to år er vi blevet nummer fem, så jeg er glad for at komme herfra med en medalje.

- Selvom man kører for at vinde, skal man ikke undervurdere dét at stå på podiet. Det skal man ikke tage for givet, siger Julie Leth til TV 2 SPORT.

Hun følges op af sin makker, Amalie Dideriksen, der tydeligvis havde håbet på mere end en bronzemedalje.

- Vi kører for guldet. Jeg sidder også med en følelse af, at vi bringer os selv i nogle ret gode situationer. Jeg er nok lidt ærgerlig lige nu, må jeg indrømme. Jeg er selvfølgelig utroligt stolt af at stå på podiet, men jeg tror godt, vi kunne have taget den VM-trøje, siger hun.

Løbet blev vundet af Belgien, der havde Frankrig lige i hælene.