- Jeg er en virkelig god cykelrytter, siger stolt dansker

Julie Leth tog for anden dag i træk medalje ved VM i banecykling, da hun snuppede sølvet i pointløbet.

En medalje af endnu finere karat og en titel som verdensmester var inden for rækkevidde for Julie Leth.

Britiske Neah Evans hentede dog en omgang og 20 point til allersidst i parløbet og skubbede danskeren et trin ned ad podiet.

Stoltheden lyste stadig ud af Julie Leth, da hun gav interview efter at have fået sin sølvmedalje om halsen.

- Det er en sølvmedalje, jeg godt kan være stolt af, og jeg kan være stolt af den måde, jeg kører cykelløbet på. Jeg kørte for at vinde, og jeg synes, at jeg gav det et skud. Det var tæt på.

- Jeg viser, at jeg er en virkelig god cykelrytter. Jeg er ikke bare god i et parløb, men jeg kan også noget alene. Det er jeg stolt af, siger Julie Leth til TV 2 SPORT.

Forvirring om resultatet

Der gik dog lidt tid efter løbet, før den 30-årige dansker tillod sig selv at nyde sin VM-medalje. Det skyldtes, at der i den danske lejr opstod tvivl om, hvorvidt de forskellige ryttere var blevet tildelt det korrekte pointantal undervejs.

- Jeg vidste, at jeg havde rakt ud efter sejren, og jeg troede, at jeg havde fået en sølvmedalje. Så kom jeg hen og sagde hej til Lasse (Norman Hansen, red.), og han vidste ikke, om jeg havde fået en medalje.

- Det var en lidt mærkelig og tom følelse. Hvis jeg var blevet nummer fire, kunne jeg stadig have været virkelig stolt af det cykelløb, jeg havde kørt. Jeg troede ikke rigtig på det, før jeg stod oppe på podiet, siger Julie Leth.

Det er Julie Leths anden medalje på to dage, efter hun lørdag vandt bronze i parløbet med Amalie Dideriksen. Danmark har foreløbig vundet tre medaljer ved VM, da banelandsholdet på herresiden tog bronze i 4000 meter forfølgelsesløb.