Baseball

USA og Cuba indgår historisk aftale om baseballspillere

Baseballspillere fra Cuba undgår med aftale at blive udnyttet af kriminelle, hvis de vil prøve lykken i USA.

Baseballforbundene i USA og Cuba har onsdag indgået en historisk aftale. Den indebærer, at cubanske spillere ikke længere skal flygte ud af landet for at komme til at spille for et hold i den bedste amerikanske liga, Major League Baseball (MLB).

Det skriver avisen The Washington Post.

Det kommunistiske styre i Cuba har i årtier forbudt landets bedste baseballspillere i at forlade landet.

Adskillige spillere er gennem årene blevet smuglet ud af Cuba eller forsvundet under turneringer i udlandet. Derefter har de underskrevet kontrakter til millioner af dollar med klubber i USA. 

Men flere års forhandlinger mellem de to landes forbund og den amerikanske regering har onsdag udmøntet sig i en aftale, der sætter faste rammer for, hvordan klubberne i MLB midlertidigt kan hyre cubanske spillere.

Beskytter spillerne

Baseball er nationalsporten i Cuba, og landet har gennem tiderne produceret mange spillere i verdensklasse.

Under det nye system kan spillere fra Cuba underskrive en aftale med et hold i MLB. Afhængigt af godkendelse fra de amerikanske myndigheder kan de senere blive tildelt en arbejdstilladelse.

Den amerikanske klub skal ifølge aftalen betale det cubanske baseballforbund en kompensation for at tilknytte en spiller fra et cubansk hold.

På grund af USA's sanktionspolitik over for Cuba skal spillerne rejse til et tredje land for at ansøge om et visum. Det oplyser en talsmand for det amerikanske udenrigsministerium.

En af MLB's bevæggrunde for at indgå aftalen er ifølge The Washington Post at beskytte cubanske spillere mod at blive udnyttet af menneskesmuglere og kriminelle organisationer.

Stjerner er blevet afspresset

Der er flere eksempler på, at spillere med gyldne løfter er lokket ud af Cuba, for derefter at blive udnyttet økonomisk.

Stjernen Yasiel Puig er et eksempel på dette.

Han blev for år tilbage angiveligt smuglet ud af Cuba af det berygtede mexicanske gangsterkartel Los Zetas. Kartellet tilbageholdt ham på en lille ø og krævede 250.000 dollar for at løslade ham.

Puig underskrev i 2012 en syvårig kontrakt med Los Angeles Dodgers til en værdi af 42 millioner dollar.

Angiveligt har de personer, der fik ham ud af Cuba, siden forsøgt at presse flere penge ud af ham, skriver The Washington Post.