Baseball

Lyden af snyd udløser kæmpeskandale i den amerikanske sportsverden

The Houston Astros jubler efter sejr over Los Angeles Dodgers. Kevork Djansezian / Scanpix Denmark

Baseballholdet Houston Astros lignede et guddommeligt mix af talent og succes, men blev taget i at afkode modstanderne med den mest simple genialitet.

Der er en hårfin grænse mellem at være et geni og en simpel snydepels.

Spørg bare hos baseballholdet Houston Astros.

I slutningen af oktober sidste år stod holdet på tærsklen til at vinde finalen i den amerikanske baseballliga World Series for anden gang på tre år. Det var holdet, der havde det hele. Penge, talent, stærk organisation. Og masser af succes. Oceaner af succes.

Holdet fra Texas endte med at tabe serien til Washington Nationals. I sidste måned blev Astros dømt for at snyde systematisk - med et kamera og lyden af et bat, der slår mod en skraldespand.

På klippet herunder kan man ved tidskoden 01.06 høre den dumpe lyd, som kommer fra Houston Astros' omklædningsrum under banen i en kamp mod LA Dodgers i 2017. Bankelyden er kodet, alt efter hvordan der skal kastes, så Astros' mand med battet får de bedste betingelser.

Som et veldækket smørrebrødsbord

Houston Astros var ellers historien om pletfri perfektionisme. Hverken som spillertrup eller hold manglede der noget. Holdet var som et veldækket smørrebrødsbord, skrev USA Today, da holdet i 2017 vandt World Series.

Anført af succestræner A.J Hinch var de blevet forvandlet fra nuller til gulddrenge.

Astros havde for eksempel bragende dygtige spillere som J. D. Davis, Jake Marisnick og Ramon Laureano tilovers, inden de blev skibet af til henholdsvis New York Mets og Oakland Athletics. Ødselt og overskudsagtigt. Lidt ligesom Houston Astros' ejers, Jim Cranes, forretningsimperium, som har gjort den tidligere lastbilchauffør til en af USA's mægtigste milliardærmænd og en god ven af Barack Obama.

Så hvordan kom det så vidt, at Houston Astros blev taget i snyd og idømt en bøde på 35 millioner kroner?

Den slags handler meget ofte om at træde over regelsættets gråzone og ind i det forbudte. Uden at man måske for alvor reflekterer nærmere over det.

- Der var en streg, og den overtrådte vi helt sikkert, og jeg vil gerne sige undskyld til vores fans, til Major League Baseball, til mine holdkammerater og til alle andre, der er blevet berørt af det her, lød det fra spilleren Jake Marisnick på en pressekonference i New York fredag.

Alex Bregman afløste J. D. Davies som batter på Houston Astros. Han undskylder klubbens snyd over for fans og medier.

En gang stort orkestreret rundbold

Det, Houston Astros gjorde, var lige så simpelt, som det var effektivt i et spil, der for mange danskere mest af alt ligner en gang stort orkestreret rundbold.

For at forstå snyderiet, der tog sin begyndelse i 2017, skal man kende tre centrale positioner i baseball.

En af baseballspillets finesser er samspillet mellem manden, der kaster, og manden, der griber.

Der er en pitcher – altså ham, der kaster bolden.

Pitcheren kaster mod en batter – altså ham, der skal slå til bolden.

Endelig er der en catcher – han sidder bag batteren og griber bolden, hvis den ikke bliver ramt. Han er på hold med pitcheren.

En af baseballspillets finesser er samspillet mellem manden, der kaster, og manden, der griber. Sammen kan de med brug af raffineret kasteteknik og indforståede tegn gøre livet surt for manden med battet. Men hvis manden med battet med hjælp udefra har afkodet kasteren og griberen, opnår han en betydelig fordel og kan bane vejen for pointscorende home runs til sit hold.

Det var i den ganske afgørende facet af spillet, Houston Astros snød - ved at afkode modstanderholdets signaler og fluks sende informationen videre til manden med battet.

Et kamera sendte billeder ned i området ved holdets udskiftningsbænk. Når de var afkodet, blev der slået på en stor skraldespand for at markere til manden med battet, hvilket kast modstanderne ville ty til. Derudover blev der brugt særlige fløjtesignaler, hvilket også er blevet afsløret på spidsfindigt lydhøre optagelser.

Intelligens er godt, teknik er snyd

Som Bob Costas, der igennem en halv menneskealder har været vært på Major League Baseball Network, forklarer til CNN:

- At "stjæle" eller afkode tegn har altid været en del af baseball, hvis du formår at gøre det med din intelligens, din observationssans og evne til at læse spillet. Det er ikke bare lovligt, men noget af det mest værdsatte.

Men i samme øjeblik, der kommer teknik ind i billedet, når spillet er i gang, bliver det snyd. Og det er ikke, fordi det ikke skete i de gode gamle dage, forklarer Bob Costas.

- Førhen var det måske primitivt med en mand med et teleskop på tilskuerpladserne, som ved hjælp af lyde eller signaler kunne fortolke modstandernes tegn. Men med den teknologi, der er til rådighed i dag, er man nødt til at trække en meget kraftig streg i sandet, siger Bob Costas.

Det er blevet bevist, at Houston Astros har benyttet sig af systemet adskillige gange i hjemmekampe i 2017, hvor holdet endda endte med at vinde mesterskabet.

Det var en fiffig fan, som fik sagen til at rulle, da han med et væld af optagelser fra både kampe og omklædningsrum sandsynliggjorde Houston Astros' elementært enkle svindelnummer.

På mange optagelser kan man snildt høre "manden ved skraldespanden" slå, lige før modstanderholdets kaster skal til at eksekvere. Og der er også et tidspunkt i en kamp mod Chicago White Sox, hvor kaster Danny Farquhar lugter lunten og gør brug af en såkaldt mound visit, hvor han kan gå hen til sin griber og med mundtøjet godt gemt af vejen aftale strategien for næste kast.

Straffen har været ret hård.

Træner-oraklet A.J. Hinch og Houston Astros' general manager, Jeff Luhnow, har fået et års karantæne og en fyreseddel fra klubejer Jim Crane.

Oven i bøden på 35 millioner kroner, den størst mulige i ligaen, er Astros ydermere frataget deres første- og andetvalg i de næste to drafts, hvor de største talenter kan erhverves.

Ingen straf til spillerne

Det underlige er, at ingen af spillerne har fået nogen form for sanktion. Det ville føre for vidt og være for svært at rede ud, mener Major League Baseballs chefkommissær, Rob Manfred.

Derfor er det træneren og general manageren, der må tage en for holdet.

- Argumentet er, at det skal være de voksne i rummet, der er ansvarlige for, hvad der foregår internt på holdet, siger Bob Costas.

Major League Baseball har tidligere været ramt af skandaler, da det blev afsløret, hvordan hovedparten af de professionelle op igennem 1990'erne og ind i 00'erne var storforbrugere af anabolske steroider, hvilket har ført til strengere sanktioner for positive dopingtest.

For to dage siden blev Francis Martes fra Houston Astros testet positiv for brug af anabolske steroider anden gang i karrieren og idømt 162 spilledages karantæne.