Baseball

Avis: Baseballhold dropper 105 år gammelt navn

Siden 1915 har Cleveland haft tilnavnet Indians. Nu hører det angiveligt snart fortiden til.

Baseballklubben Cleveland Indians vil droppe Indians som en del af holdnavnet.

Det skriver New York Times på baggrund af tre kilder med kendskab til beslutningen.

En officiel udmelding ventes den kommende uge.

Beslutningen kommer, efter at NFL-holdet Washington efter sponsorpres tidligere på året valgt at fjerne tilnavnet Redskins og dets logo.

Den beslutning faldt sammen med en bredere debat om racisme i USA i kølvandet på den sorte mand George Floyds død under en anholdelse i Minneapolis i maj.

Efter Washingtons beslutning meldte Cleveland ud, at klubben også ville overveje sidste del af holdnavnet.

Cleveland har heddet Indians siden 1915. Før det har holdet heddet Broncos, Blues og Naps.

For to år siden fjernede Cleveland Indians den grinende høvding ved navn Chief Wahoo, som er holdets maskot, fra holdtrøjer og -kasketter.

Det blev flere steder mødt med opbakning, men herefter opfordrede flere til, at tilnavnet Indians også skulle droppes.

Det vides ikke, hvornår beslutningen vil træde i kraft, og Cleveland vil muligvis fortsætte med at benytte tilnavnet i en eller flere sæsoner.

I løbet af de seneste måneder har Cleveland ifølge New York Times søgt råd hos grupper af USA's oprindelige folk i delstaten Ohio i forbindelse med beslutningen.

Cleveland har endnu ikke udtalt sig om historien.