Baseball

Næsten 40.000 fyldte et helt stadion – Joe Biden mener, det er uansvarligt

For første gang siden coronapandemien brød ud, blev en kamp i en af de store nordamerikanske sportsgrene gennemført med fyldte tribuner.

Det mindede om normale tilstande.

Da Texas Rangers fra den bedste nordamerikanske baseball-liga, Major League Baseball (MLB), mandag havde åbnet dørene til et solbeskinnet Globe Life Field til sæsonens første hjemmekamp, var der flere tilskuere end tomme sæder.

Ikke færre end 38.238 personer var strømmet ind gennem portene til det næsten syv millarder dyre stadion i Arlington, der åbnede i juli 2020.

Det resulterede i næsten fuldt hus på stadionet for første gang og det største publikum til en sportsbegivenhed i Nordamerika i mere end et år.

Tusindvis af tilskuere bar ikke mundbind

I knap en måned har Texas været 100 procent genåbnet, og 10. marts, dagen hvor alle coronarestriktionerne i delstaten blev ophævet, annoncerede Texas Rangers, at klubben ville afvikle sin første hjemmekamp i denne sæson med fuld tilskuerkapacitet.

Det er en beslutning, de (Texas Rangers, red.) har truffet. Jeg mener, at det er en fejl

Joe Biden, USA's præsident

Kampen mod Toronto Blue Jays blev dermed den første kamp i nordamerikansk sport uden et loft over antallet af tilskuere siden begyndelsen af coronapandemien for godt et år siden, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Jeg følte, at det var min debut på ny. Det var en dejlig følelse at have tilskuerne til at heppe på os. Introduktionen, da jeg først kom ud (på banen) tidligt i kampen, var formentlig et af de sejeste øjeblikke i min karriere til dato, sagde Rangers-spiller Isiah Kiner-Falefa ifølge CNN.

I begyndelsen af marts ophævede Texas-guvernør Greg Abbott ligeledes kravet om at bære mundbind trods advarsler.

På Globe Life Field er det dog påbudt at bære mundbind, undtagen når man aktivt spiser eller drikker på sin tildelte plads, men tv-billeder fra kampen mellem Texas og Toronto viste, at mange tilskuere ikke overholdt det krav.

- Lad os bare sige, at der er mange mennesker på Globe Life Field, der bevæger sig rundt med mundbind på... og der er mange, der ikke bærer mundbind, har Fox-vært Sam Gannon skrevet på Twitter.

Kritik fra præsident Biden

Ifølge svenske Aftonbladet er Texas Rangers overbevist om, at klubbens hjemmekampe ikke vil blive supersprederbegivenheder.

Ikke desto mindre udtrykte den amerikanske præsident, Joe Biden, stor bekymring for beslutningen om at åbne helt op for tilskuere til sæsonpremieren på Globe Life Field.

- Altså, det er en beslutning, de har truffet. Jeg mener, at det er en fejl. De skulle lytte til Dr. (Anthony) Fauci (USA's førende ekspert i kampen mod coronapandemien, red.), forskerne og eksperterne. Men jeg mener, at det er uansvarligt, lød det fra Biden i et interview med ESPN søndag.

Rangers er den eneste MLB-klub, der har åbnet sæsonen for næsten fuld tilskuerkapacitet på hjemmebane.

Undervejs i kampen mod Blue Jays, som Rangers tabte 2-6, blev der holdt et øjebliks stilhed for at mindes ofrene for covid-19.

Færre tilskuere til kommende hjemmekampe

I denne uge spiller Texas Rangers yderligere fem hjemmekampe. To mod samme Toronto-hold og tre mod San Diego Padres.

Til disse kampe og resten af april-kampene på Globe Life Field, der har plads til 40.518 tilskuere, vil tilskuerantallet dog ikke være så højt som til den første kamp mod Toronto Blue Jays.

Det skyldes, at der vil være indført 'Distanced Seating' i nogle bestemte sektioner, hvilket betyder, at der i disse områder vil være mere afstand mellem optagede sæder.

Lang udsigt til fyldte tribuner i Danmark

I vores egen andedam er det endnu uvist, hvornår der igen kommer til at være fyldte tribuner til professionelle sportskampe.

Da regeringen og otte øvrige folketingspartier 22. marts præsenterede den seneste genåbningsplan, blev der ikke sat dato på, hvornår det igen bliver tilladt at lukke tilskuere ind.

I midten af april skal en ekspertgruppe sammen med relevante myndigheder imidlertid komme med forslag til, hvordan tilskuere kan lukkes sundhedsmæssigt forsvarligt ind til topsport i Danmark.

Kulturminister Joy Mogensen har garanteret, at mindst 12.000 tilskuere får adgang til sommerens EM-kampe i Parken. Det europæiske fodboldforbund (UEFA) håber på det dobbelte.

5000 til fodboldkamp i Holland

I Holland har der i de seneste måneder kørt flere tilskuerforsøg. I slutningen af marts overværede 5000 tilskuere med en frisk, negativ coronatest 'Oranjes' VM-kvalifikationskamp mod Letland.

Efterfølgende gav Andreas Voss, forsker inden for infektionsforebyggelse ved Radboud Universitetshospital, udtryk for, at de var optimistiske.

- Vores hypotese for forsøget var, at risikoen, du løber derhjemme, er den samme, som du løber her, sagde han.

Sidste år gennemførte Superligaen et tilskuerforsøg, hvor det var tilladt at lukke op mod 9000 tilskuere ind. Disse skulle sidde i sektioner med maksimalt 500 tilskuere i hver.

46 kampe blev afviklet uden nogen registrerede smittetilfælde.