Baseball

Baseball-gigant misser OL

Den tredobbelte olympiske mester Cuba har kikset kvalifikationen til OL i baseball.

OL i baseball bliver uden den 25-dobbelte verdensmester og tredobbelte olympiske mester Cuba.

Onsdag tabte holdet 5-6 til Canada ved et kvalifikationsstævne i USA, og det besegler holdets skæbne.

- Det gør ondt. Vi ved alle, hvilken glæde det ville have været for et folk, der har denne sport i blodet.

- Derfor ærgrer vi os over ikke at have kvalificeret os, siger Cubas teammanager, Armando Ferrer, til JIT ifølge Reuters.

Baseball kom for første gang på OL-programmet i 1992, og siden har Cuba vundet tre guld gange og taget to sæt sølvmedaljer de fem gange, hvor baseball har været med.

Med 25 verdensmesterskaber er Cuba desuden med længder den mest succesfulde nation i sporten.

Cuba blev svækket kort efter ankomsten til USA, da en af holdets største profiler, César Prieto, forlod holdets hotel og ikke dukkede op igen eller lod høre fra sig.

En langt fra ualmindelig manøvre for cubanske baseballspillere. Flere All Star-spillere i den amerikanske Major League har tidligere taget samme udvej som Prieto.

Det gælder blandt andre Aroldis Chapman, Yasiel Puig og Jose Abreu.

I alt seks lande skal dyste om titlen ved OL i baseball.

Ud over værten Japan har Israel, Mexico og Sydkorea indtil videre kvalificeret sig. De to sidste deltagere findes i løbet af juni.