Basketball

Næstved åbner ny sportsarena i aften

I Næstved har man store ambitioner - faktisk så store, at man er vokset ud af sine faste rammer.

Derfor har man opført den spritnye Arena Næstved, der officielt indvies i aften, i forbindelse med Basketligakampen mellem de lokale helte fra Team FOG Næstved, der får besøg af de forsvarende mestre fra Horsens IC.

- Vi har for længst sprængt rammerne i den nuværende Næstved Hal – både hvad angår forholdene for tilskuere og sponsorer, fortæller Andreas Larsen, der er direktør for Team FOG Næstved. Derfor glæder vi os helt fantastisk til at flytte kampene ind i den nye Arena. Det bliver Danmarks fedeste basketball arena, og betyder, at vi kan fortsætte med at udvikle vores sports- og underholdningsprodukt. 

I en pressemeddelelse fortælles der videre, at visionen for Arena Næstved er at skabe en multiarena, der kan håndtere vidt forskellige events, og som tilbyder sports- og kulturbegivenheder for alle. Med den nye multiarena er der designet et fleksibelt rum, der gør det muligt at huse store turneringer inden for langt de fleste sportsgrene, og som skal være med til at tiltrække større sportsbegivenheder til Sjælland.

Arenaens størrelse gør den til den største multiarena på Sjælland uden for København, hvilket allerede har givet en del opmærksomhed, og har været med til at sikre, at Arena Næstved bliver hjemmebane for kampene i pulje B ved VM i kvindehåndbold i december.

- Her er plads til store drømme, og dem har vi også. Vi vil præsentere et bredt og varieret program med nogle store højdepunkter, men vi skal også skabe et holdbart fundament for de aktiviteter, vi ønsker at tilbyde, fortæller formand for Næstved Hallerne, Hans Henrik Knudsen.

I første omgang, gælder det dog aftenens Basketliga-opgør mellem Team FOG Næstved og Horsens IC - interessen har været enorm op mod åbningsdagen, og man forventer tæt på udsolgt til aftenens kamp.

(I videoen herover giver Team FOG Næstveds direktør, Andreas Larsen, et lille smugkig på den nye arena)

Du kan se kampen direkte på TV 2 Sport fra klokken 18.00, og hvis du befinder dig i det sydsjællandske, er du meget velkommen til at kigge forbi Arena Næstved.

Fakta om Arena Næstved

Arena Næstved er Sydsjællands nye mødested for sport, kultur, messer og events. Den nye bygning er placeret i forlængelse af de eksisterende idrætshaller og Næstved Stadion.

Arena Næstved:

  • Har plads til 4.500 stående publikummer til koncerter
  • Kan rumme 3.000 siddende publikummer til sports- og kulturarrangementer
  • Er udstyret med teleskoptribuner
  • Har en frihøjde på 12 m til spær.
  • Har et frit gulvareal uden teleskoptribuner på 2.500 m2
  • Får sit eget spisehus: Spisehus & Lounge, hvor maden leveres af MadSynergi